Anmeldelse
Uskyld af Christian Møgeltoft
Der er masser af hash, fri sex og bøvl med autoriteterne. Det bliver dog aldrig karikeret eller overdrevet, for bogen er skrevet med glimt i øjet og kærlighed til epoken.
70’erne er et spøjst årti. Det er et af de årtier, man enten hader eller elsker, og selvom jeg selv er fra først i 70’erne, så er jeg en af haderne. Måske i virkeligheden netop fordi, jeg er fra det årti. Alene det psykedelisk farvede omslag på bogen giver mig en næsten ubændig trang til svinge om mig med en politistav og højlydt råbe noget obskønt om hippier. Men man skal aldrig lade en mulighed for at udfordre sine fordomme gå sine næse forbi, så jeg kastede mig fluks over Møgeltofts værk, og til min store indledningsvise modvilje må jeg indrømme, jeg både var underholdt og uden hippie-fremkaldte problemer med temperamentet undervejs.
Uskyld er nemlig forbavsende god – mine oprindelige kvababbelser in mente – og giver, synes jeg, en fin, fordomsfri beskrivelse af 70’ernes tidsånd. Og det er den beskrivelse af tidsånden og verden, der er romanens styrke. Der er masser af hash, fri sex og bøvl med autoriteterne. Det bliver dog aldrig karikeret eller overdrevet, for bogen er skrevet med glimt i øjet og kærlighed til epoken.
Bogens hovedperson er den rolige, næsten flegmatiske Sigøjner, og følgende sætning i bogen opsummerer Sigøjners karakter på bedste vis: ”Her var lummert og anmassende på en måde, som han normalt forbandt med Magasins parfumeafdeling; et sted, han heller aldrig ville opholde sig så meget som et sekund, med mindre nogen tvang ham til det.” Og Sigøjner er afgjort heller ikke den typiske Magasinkunde.
Møgeltoft har i det hele taget en finurlig måde at beskrive sine karakterer på: ”Stemningen på slottet var lettere og lysere i de dage, hvor Gustav Ankerstierna myrdede sagesløse vildsvin i det sydvestlige Tyskland.” Udover at frasen er ganske skæg, så er man ikke i tvivl om, at Ankerstierna er en lettere indavlet adelsmand af værste skuffe. Men selv om han som karakter virker godt, så virker den del af bogen desværre mindre godt. Mere om det senere.
Tempoet i bogen er forunderligt nok ret højt uden dog at tabe det særegne, tilbagelænede 70er-agtige præg. Fra et lykketræf med en plade god hash over de efterfølgende genvordigheder med rockere til flugten til det svenske, hvor nogle nazister venter, føres vi med stilsikker hånd gennem historien. Men selvom det fortælletekniske og sproget er i orden, så begynder det at knirke lidt.
Og her vender vi så tilbage til Ankerstierna; der er nemlig nogle småting, der stikker lidt ud i romanen. Den første del – den del, der kunne mistænkes for at være svagt autofiktiv – er klart bedst, både hvad angår sproget og historien. Den sidste del, der foregår blandt nazistiske adelsfolk i Sverige, rammer lidt ved siden af, synes jeg. På en måde ville jeg ønske, det havde været en separat fortælling, så vi havde haft en historie om hash og sjov og en anden om bindegale svenskere med en hang til viftende højrearme.
Når det så er sagt, så er Uskyld befolket med excentriske og voldelig men også frejdige og ganske charmerende karakterer, der hver især er med til at gøre romanen til en underholdende læseoplevelse. Så selvom det er året, hvor Elvis døde, kan jeg varmt anbefale at rejse med Sigøjner og resten af banden tilbage til 1977 og nyde den varme sommer, et par piber og noget uskyldsren sex – i hvert fald på papiret.
Der er masser af hash, fri sex og bøvl med autoriteterne. Det bliver dog aldrig karikeret eller overdrevet, for bogen er skrevet med glimt i øjet og kærlighed til epoken.
70’erne er et spøjst årti. Det er et af de årtier, man enten hader eller elsker, og selvom jeg selv er fra først i 70’erne, så er jeg en af haderne. Måske i virkeligheden netop fordi, jeg er fra det årti. Alene det psykedelisk farvede omslag på bogen giver mig en næsten ubændig trang til svinge om mig med en politistav og højlydt råbe noget obskønt om hippier. Men man skal aldrig lade en mulighed for at udfordre sine fordomme gå sine næse forbi, så jeg kastede mig fluks over Møgeltofts værk, og til min store indledningsvise modvilje må jeg indrømme, jeg både var underholdt og uden hippie-fremkaldte problemer med temperamentet undervejs.
Uskyld er nemlig forbavsende god – mine oprindelige kvababbelser in mente – og giver, synes jeg, en fin, fordomsfri beskrivelse af 70’ernes tidsånd. Og det er den beskrivelse af tidsånden og verden, der er romanens styrke. Der er masser af hash, fri sex og bøvl med autoriteterne. Det bliver dog aldrig karikeret eller overdrevet, for bogen er skrevet med glimt i øjet og kærlighed til epoken.
Bogens hovedperson er den rolige, næsten flegmatiske Sigøjner, og følgende sætning i bogen opsummerer Sigøjners karakter på bedste vis: ”Her var lummert og anmassende på en måde, som han normalt forbandt med Magasins parfumeafdeling; et sted, han heller aldrig ville opholde sig så meget som et sekund, med mindre nogen tvang ham til det.” Og Sigøjner er afgjort heller ikke den typiske Magasinkunde.
Møgeltoft har i det hele taget en finurlig måde at beskrive sine karakterer på: ”Stemningen på slottet var lettere og lysere i de dage, hvor Gustav Ankerstierna myrdede sagesløse vildsvin i det sydvestlige Tyskland.” Udover at frasen er ganske skæg, så er man ikke i tvivl om, at Ankerstierna er en lettere indavlet adelsmand af værste skuffe. Men selv om han som karakter virker godt, så virker den del af bogen desværre mindre godt. Mere om det senere.
Tempoet i bogen er forunderligt nok ret højt uden dog at tabe det særegne, tilbagelænede 70er-agtige præg. Fra et lykketræf med en plade god hash over de efterfølgende genvordigheder med rockere til flugten til det svenske, hvor nogle nazister venter, føres vi med stilsikker hånd gennem historien. Men selvom det fortælletekniske og sproget er i orden, så begynder det at knirke lidt.
Og her vender vi så tilbage til Ankerstierna; der er nemlig nogle småting, der stikker lidt ud i romanen. Den første del – den del, der kunne mistænkes for at være svagt autofiktiv – er klart bedst, både hvad angår sproget og historien. Den sidste del, der foregår blandt nazistiske adelsfolk i Sverige, rammer lidt ved siden af, synes jeg. På en måde ville jeg ønske, det havde været en separat fortælling, så vi havde haft en historie om hash og sjov og en anden om bindegale svenskere med en hang til viftende højrearme.
Når det så er sagt, så er Uskyld befolket med excentriske og voldelig men også frejdige og ganske charmerende karakterer, der hver især er med til at gøre romanen til en underholdende læseoplevelse. Så selvom det er året, hvor Elvis døde, kan jeg varmt anbefale at rejse med Sigøjner og resten af banden tilbage til 1977 og nyde den varme sommer, et par piber og noget uskyldsren sex – i hvert fald på papiret.
Kommentarer