Anmeldelse
Uledsaget
- Log ind for at skrive kommentarer
En stærk tegneserieantologi, hvor nogle af de bedste tegneseriekunstnere, vi har herhjemme, giver uledsagede flygtningebørn en stemme gennem et grafisk narrativ.
Antologien indeholder fem hjerteskærende beretninger, der er baseret på interviews med børn fra Asylskolen i Ollerup. Kunstnerne har med frie hænder fortolket deres historier, og det er blevet til fortællinger med vidt forskellige stiludtryk. Fortællingerne er på hver deres virkningsfulde og får læseren tæt på børnenes virkelighed.
Den sidste fortælling, ’Lille soldat’, står som en stærk afslutning for antologien, fordi Adam O. har valgt at fortælle sin historie i omvendt kronologisk rækkefølge, hvor et barn, Abdel, igennem et interview med sine sagsbehandlere bliver sat tilbage til dér, hvor han kom fra.
Til sidst står Abdel i Afghanistan med en Taliban-gruppe og spørger, om han skal vente der, hvortil sagsbehandlerne svarer: ”Ja. Vent her”. Bogen bliver derved svær at lægge fra sig mentalt, for når man som læser herefter lukker bogen, bliver man ramt af, at der er flygtningebørn, der lige nu står og venter i deres værste mareridt, hjemsøgt af traumer, imens deres asylsager bliver behandlet.
- Log ind for at skrive kommentarer
En stærk tegneserieantologi, hvor nogle af de bedste tegneseriekunstnere, vi har herhjemme, giver uledsagede flygtningebørn en stemme gennem et grafisk narrativ.
Antologien indeholder fem hjerteskærende beretninger, der er baseret på interviews med børn fra Asylskolen i Ollerup. Kunstnerne har med frie hænder fortolket deres historier, og det er blevet til fortællinger med vidt forskellige stiludtryk. Fortællingerne er på hver deres virkningsfulde og får læseren tæt på børnenes virkelighed.
Den sidste fortælling, ’Lille soldat’, står som en stærk afslutning for antologien, fordi Adam O. har valgt at fortælle sin historie i omvendt kronologisk rækkefølge, hvor et barn, Abdel, igennem et interview med sine sagsbehandlere bliver sat tilbage til dér, hvor han kom fra.
Til sidst står Abdel i Afghanistan med en Taliban-gruppe og spørger, om han skal vente der, hvortil sagsbehandlerne svarer: ”Ja. Vent her”. Bogen bliver derved svær at lægge fra sig mentalt, for når man som læser herefter lukker bogen, bliver man ramt af, at der er flygtningebørn, der lige nu står og venter i deres værste mareridt, hjemsøgt af traumer, imens deres asylsager bliver behandlet.
Kommentarer