Uendelighederne af John Banville

Sublimt sprog, uhyggeligt præcise detaljer og figurer, som er svære at frigøre sig fra kendetegner denne specielle læseoplevelse fortalt af guden Hermes over fireogtyve timer.

Romanens scene er et landsted, Arden House, langt uden for lands lov og ret et sted i Irland. Familiens overhoved, den berømte matematiker Adam Godley, ligger for døden, og familien er samlet omkring ham. Så vidt så godt. Alle vi, der har gumlet i bunker af slægtshistorier af den Britiske Skole, har oplevet et lignende set-up. Men så hører det genkendelige også op.

Historien foregår over 24 timer, fortælleren er guden Hermes, der af sin far, Zeus, er sat til at holde øje med huset og dets beboere, vist mest fordi den gamle skørtejæger, Zeus, har fået øje på sønnens smukke hustru, Helen. De kan noget, de guder, de kan opsøge kvinder i skikkelse af deres mand/elsker og have en gang himmelsk sex. Ifølge Banville og Hermes altså.

Hermes blev endda sat til at udsætte morgengryet en times tid, så Zeus lige kunne få afviklet sit seneste møde. Historien er inspireret af Heinrich von Kleists skuespil Amphitryon, hvor noget af pointen er ’utroskab eller ej’, når nu Zeus har blandet sig lidt for meget. Men klanens overhoved, gamle Adam, har altså fået et slagtilfælde og ligger i koma. Tror de alle sammen. Men i flere af fortællingens afsnit oplever vi snart, at fortælle og tænke - det kan han altså endnu.

Familien består af en kluntet søn, der også hedder Adam, dennes smukke hustru og en mental ustabil datter, Petra. Derudover er der kokkepige/husbestyrerinden, fodermesteren Duffy, en slags kollega til gamle Adam, den smånussede Benny og til slut den nonchalante Roddy, og hvad vil han egentlig her - gøre kur til Petra eller bare anbringe sig i en smuk positur? Om det så er i beskrivelsen af hunden Rex, kommer Banvilles mangesidede talent for uhyggeligt præcise detaljer så absolut til sin ret. Jeg synes nærmest, at jeg har set, følt og hørt Rex. Han ligner og opfører sig lige nøjagtigt som hunde, jeg har kendt.

Hvis jeg nu helt undlader forsøg på symbolske analyser og anden intellektuel skoleridt, så oplever jeg som såkaldt "almindelig læser” en historie og nogle figurer, som jeg har svært ved at frigøre mig fra. Jeg har bestemt ikke speciel sympati for dem, men jeg genfinder dem pludselig i mine tanker. Også når bogen er lagt væk, og jeg skulle beskæftige mig med noget helt andet. Det var en speciel læseoplevelse, en erfaring jeg ikke ville være foruden.