Udvalgte digte af Fernando Pessoa

Et vellykket og veloversat udvalg af Pessoas personligheder.

Man bør ikke snyde sig selv for en chance som denne for at gå på opdagelse i poetens janushoved, men man skal holde tungen lige i munden, når man gør det i Peter Poulsens smukt oversatte udvalg af Pessoas stemningsfulde digte, for både Alberto Caeiro, Álvaro de Campos, Ricardo Reis og ”Ham selv” er såkaldte ”heteronymer” for den portugisiske digter Fernando Pessoa. Heldigvis giver denne tilsyneladende forvirring mere til læsningen, end den tager. Og heldigvis har Martin Bastkjær skrevet et koncist og glimrende forord til bogen, som betoner digterens mystik og kridter banen op for den videre læsning. Han forklarer blandt andet, hvordan Pessoa har udstyret sine mange ”heteronymer” (identiteter) med forskellige livshistorier og poetikker, og det giver læsningen af de allerede smukke digte en ekstra dimension. 

Alberto Caeiro er Pessoas første persona i bogen. Han har det rene og uforstillede som grundtema, og en uspoleret relation til naturen er hans mål. Digtene kredser om tankens hindring af denne rene oplevelse hvor: ”At tænke en blomst er at se den og lugte den/ Og at spise en frugt er at kende meningen med den”.

Álvaro de Campos, som er den næste, er derimod alene i en sprængfyldt verden. På én gang fortryllet og nøgtern; et sted mellem Sam Spade og Ingemann: ”Livet… /Hvidvin eller rødvin, ligegyldigt: det skal kastes op” versus ”jeg forguder det alt sammen /og mit hjerte er et herberg, som er åbent hele natten”. De Campos er den, der er nærmest den ”rigtige” Fernando Pessoa i sin leg med identiteter - ”jeg gjorde mig selv til noget, jeg ikke forstod (…) da jeg ville fjerne masken, /sad den klæbet fast til mit ansigt.” - og han har da også fået mest plads i bogen.

Ricardo Reis er klassisk og stoisk i sit udtryk. Han referer ofte og gerne til antikkens pantheon. Han ”elsker Adonishavernes roser” og lægger vægt på vigtigheden af at samle på smukke æstetiske oplevelser i det korte liv. Hans digte er fyldt med melankolske billeder og adskiller sig meget fra resten.

Den sidste digter er ”Ham selv”, og med den maske fremmaner Pessoa smukke stemninger i knækprosa og med rim, som her i oden til en kirkeklokke: ”Du ringer så trægt, som var livet/ trist og uden appel, /og allerede det første slag/ er som et ekko af sig selv”.

Selv om Fernando Pessoa prøver forskellige stilarter af, er den tematiske kredsen om subjektet tydelig på tværs af personaerne. Det er dog ikke nogen hæmsko for nydelsen af samlingen, snarere tværtimod. Min oplevelse var, at det bidrog til at gøre den allerede smukke digtsamling lidt sjovere for dem som er interesserede i poetiske udtryk og virkemidler. Der er mange stilarter at vælge imellem her, og størstedelen er enormt vellykkede.