Anmeldelse
Trioen
Hedman er en god stemningsfrembringer og en fin replikmager, men i billedsproget bliver hun meget skolet og pæn i sin vandkæmmede rammefortælling om Stockholms ungdom.
Inde i ’Trioens’ ramme sidder en historie, der fylder det meste af bogen, og her står tre unge mennesker i maleriets forgrund: trioen. Trioen – Thora, Hugo og August – er bosat i et nogenlunde nutidigt Stockholm, hvor Hugo har lejet sig ind på et værelse i Thoras formuende forældres lejlighed, imens han læser statskundskab. Han og jurastuderende Thora skiftes til at fortælle et kapitel hver. Den biseksuelle August, kunstneren, fungerer som en silent kapitel-partner, der er afgørende for trioens dynamik. Han kan om nogen lægge en betydningsladet hånd på Hugo eller Thoras skulder …
Rammen er lavet af historien om tiden efter de år, hvor trioen boede i Stockholm. Den skaber en fin fremdrift i romanen, men opbygningen kommer hurtigt til at virke for pæn, timet og tilrettelagt. Som om de bånd, der skulle holde styr på handlingen, er blevet til en decideret spændetrøje. I det hele taget mistænker jeg, at Johanna Hedman har overvejet mulighederne for en fremtidig tv-serie-omskrivning, da hun skrev ’Trioen’, og at hun dermed har friseret den litterære nerve væk. Havde romanen været et udstillet maleri, var jeg måske nok stoppet op ved det, men jeg havde hurtigt glemt det igen.
’Trioen’ blev den mest omtalte debutroman i Sverige i 2021 og sammenlignes med Sally Rooneys Normale mennesker. Sidstnævnte blev efterfølgende til en knugende god tv-serie om unge menneskers forventninger, klasseskel og kærlighed. Ja, de to romaner kan sammenlignes, men ’Trioen’ kommer også til at læne sig for meget op af ’Normale mennesker’. Selvom ’Trioen’ er et fascinerende afbalanceret trekantsdrama, står Thora og Hugos komplicerede (kærligheds)forhold forrest, og det smager meget af hovedpersonernes i ’Normale mennesker’.
Jeg foretrækker litteratur, der ligner sig selv frem for et aftryk af andre gode bøger, men jeg kan også godt se, hvorfor ’Trioen’ fik meget opmærksomhed, da den udkom i Sverige. Romanen er et billede på at være ung i begyndelsen af 2020’erne (dog godt nok tit navigerende i den højere middelklasse). Der er SoMe-gruppechat, likes, der er halvskjulte depressioner båret frem af andres forventninger. Der er en enorm usikkerhed på fremtiden, der er angsten for at give sig hen og binde sig til noget eller nogen eksemplificeret i Hugo og Thoras relation, hvori komplikationslagene og hullerne i kærlighedskommunikationen vokser sig tung.
Hugo, Thora og Augusts kærlighed er båret af en ild og en fascination, men der sidder en skygge på den, og skyggen hedder ”resignation”. Dén har forfatteren godt fat på. Den smager så smerteligt og forkert og rigtig på samme tid.
Hedman er en god stemningsfrembringer og en fin replikmager, men i billedsproget bliver hun meget skolet og pæn i sin vandkæmmede rammefortælling om Stockholms ungdom.
Inde i ’Trioens’ ramme sidder en historie, der fylder det meste af bogen, og her står tre unge mennesker i maleriets forgrund: trioen. Trioen – Thora, Hugo og August – er bosat i et nogenlunde nutidigt Stockholm, hvor Hugo har lejet sig ind på et værelse i Thoras formuende forældres lejlighed, imens han læser statskundskab. Han og jurastuderende Thora skiftes til at fortælle et kapitel hver. Den biseksuelle August, kunstneren, fungerer som en silent kapitel-partner, der er afgørende for trioens dynamik. Han kan om nogen lægge en betydningsladet hånd på Hugo eller Thoras skulder …
Rammen er lavet af historien om tiden efter de år, hvor trioen boede i Stockholm. Den skaber en fin fremdrift i romanen, men opbygningen kommer hurtigt til at virke for pæn, timet og tilrettelagt. Som om de bånd, der skulle holde styr på handlingen, er blevet til en decideret spændetrøje. I det hele taget mistænker jeg, at Johanna Hedman har overvejet mulighederne for en fremtidig tv-serie-omskrivning, da hun skrev ’Trioen’, og at hun dermed har friseret den litterære nerve væk. Havde romanen været et udstillet maleri, var jeg måske nok stoppet op ved det, men jeg havde hurtigt glemt det igen.
’Trioen’ blev den mest omtalte debutroman i Sverige i 2021 og sammenlignes med Sally Rooneys Normale mennesker. Sidstnævnte blev efterfølgende til en knugende god tv-serie om unge menneskers forventninger, klasseskel og kærlighed. Ja, de to romaner kan sammenlignes, men ’Trioen’ kommer også til at læne sig for meget op af ’Normale mennesker’. Selvom ’Trioen’ er et fascinerende afbalanceret trekantsdrama, står Thora og Hugos komplicerede (kærligheds)forhold forrest, og det smager meget af hovedpersonernes i ’Normale mennesker’.
Jeg foretrækker litteratur, der ligner sig selv frem for et aftryk af andre gode bøger, men jeg kan også godt se, hvorfor ’Trioen’ fik meget opmærksomhed, da den udkom i Sverige. Romanen er et billede på at være ung i begyndelsen af 2020’erne (dog godt nok tit navigerende i den højere middelklasse). Der er SoMe-gruppechat, likes, der er halvskjulte depressioner båret frem af andres forventninger. Der er en enorm usikkerhed på fremtiden, der er angsten for at give sig hen og binde sig til noget eller nogen eksemplificeret i Hugo og Thoras relation, hvori komplikationslagene og hullerne i kærlighedskommunikationen vokser sig tung.
Hugo, Thora og Augusts kærlighed er båret af en ild og en fascination, men der sidder en skygge på den, og skyggen hedder ”resignation”. Dén har forfatteren godt fat på. Den smager så smerteligt og forkert og rigtig på samme tid.
Kommentarer