Transit af Rachel Cusk

Tryllebindende 'Transit' er anden bog i Rachel Cusks trilogi om den fraskilte forfatter Faye, og hvis du ikke har læst første bog, ’Omrids’, endnu – så gør det!

Faye er i gang med at fylde nyt indhold i sit liv. Det fysiske ryk fra kernefamiliehjemmet til en horribel lejlighed i London har hun ikke haft svært ved. Heller ikke at overlade sine sønner til deres fraværende far, imens lejligheden bliver gennemrenoveret. Nu samler hun på indtryk og skæbner og opbygger langsomt overskud til at rykke på sit indre liv.

Rachel Cusk er en vidunderligt fortættet fortæller. Hendes styrke ligger bl.a. i fravalget af en pladskrævende ydre handling, hvorved dialogerne, der dirrer af kraft, kan få fylde.

Gang på gang dvæler fortælleren Faye ved bisætninger eller usagte ord, og er det ikke danselærere, der siger, at det er sværest at mestre at danse langsomt? Sådan må det også være med forfattergerningen! Men Cusk er ikke i fare. Hun danser langsomt og sikkert – rørende, kraftfuldt og karakteristisk!

’Transit’ skal også læses langsomt, for essensen kan stå i et glimt af en bisætning. Forsøger man at famle sig overfladisk gennem bogen, imens man har gang i tusind andre ting, vil man mangle alt det vigtige. Det føles, som om Cusk siger: ”Pas på, du moderne menneske!”

Mod bogens slutning besøger Faye sin fætter Lawrence på landet som en af flere gæster, og her vokser fortællingen sig endnu mere forførende og forfærdende.

Faye oplever Lawrence i en ny familiekonstellation med Eloise og ”dine” og ”mine” børn. Et slag om opdragelsesmetoder udkæmpes, og ofrene træder frem: ”De [børnene] stod på række, fra deres munde kom lyde der ikke var genkendelige som ord og i stedet flød sammen i et fælles protestkor. Stearinlysene flammede omkring dem og trak striber af rødt og orange lys hen over dem (…)”.

Her, mens mørket og tågen regerer udenfor, deler Faye med Eloise – af alle mennesker – hvornår hendes ægteskab var slut …

I kælderlejligheden under Faye bor et surt ægtepar, og konen bedyrer et sted, at hun har hørt Faye have mandebesøg. Historien set inde fra Fayes lejlighed er ikke læseren forundt, detaljerne om Fayes kødelighed passer nemlig ikke ind i den historie, hun vil fortælle.

Ville jeg kunne lide Faye, hvis jeg mødte hende i virkeligheden? Svaret er ”nej”. Ikke én, der deler så lidt om sig selv. Én, der distancerer sig fra sine sårbare sønner. Men som romanfortæller er Faye et sandt overflødighedshorn af skæbner og ømme punkter. Hun er vildt spændende at forsøge at lære bedre at kende. Ikke mindst, fordi hun gang på gang finder dialogernes blinde vinkler for kun at lyse skarpt derind. Eksempelvis siger Birgid, som Faye har mødt én gang: ”Jeg kan godt lide du stiller de spørgsmål (…) men jeg forstår ikke hvorfor du vil vide det”. Faye er personificeringen af litteraturen og fortællingen i højeste potens!