Blichers ’Trækfuglene’ er en smuk samling af klassiske naturdigte, der med udgangspunkt i en række trækfugle beskriver natur og mennesker, flora og fauna, det grønne og det smukke.
Digtsamlingen ’Trækfuglene’ anses med rette for at være en dansk klassiker og Blichers hovedværk. Digtene blev udgivet samlet i 1838 og består af Præludium, Ouverture og 30 fugledigte, altså digte med udgangspunkt i fuglene og verden omkring dem på den tid af året, hvor fuglen er aktiv.
Med sikker hånd tager Blicher læseren med på en rejse gennem de danske årstider og den danske natur. På overfladen er digtene smukke beskrivelser af naturen og det danske landskab, men dykker man lidt ned i teksterne vil man, som med så mange andre gode digte, opdage, at der er flere nuancer og mere på færde.
Det introduceres vi for allerede i det meget omtalte Præludium, hvor en fugl i et bur mærker udlængslen og frihedstrangen, og lader læseren forstå at man skal synge, mens man kan, for før man ved af det, er man en stakkels gældsbunden fange. Retfærdigvis skal det siges, at digtet også kan have en mere dyster betydning, da Blicher efter sigende troede, han lå for døden, da han forfattede det. Det, at fuglen i præludiet følte tiden sig nærme, kunne derfor være en allegori for Blichers frygt for en nærtforestående død.
Som noget centralt i digtene står melankolske længsler og trangen til frihed, hvilket på mange måder passer godt med samlingens præ- eller førromantiske præg. Vi balancerer i hvert fald på kanten af romantikken, men er dog ikke helt overgivet til den, for nok er vi på mange måder i følelsernes vold, når vi læser Blicher, men der er også en snert af noget jordbundent, naturtro og realistisk over hans digte. Det er ikke for ingenting, Blicher selv kalder digtene for en ”Naturconcert”.
Koncertbetegnelsen er på mange måder rammende, og ikke kun af den oplagte årsag, at fugle synger, men fordi der er noget musikalsk over digtene i sig selv. Jeg tænker også, gamle Blicher kunne lide ideen om, at naturen sang til mennesket. Det smukke, musikalske og melankolske høres meget klart i digtet Solsorten:
”Blomsterløs er Engen, bladløs Skoven,
Isen tynger
Søens Barm, i Fængsel sukker Voven –
Og Du synger?
Dine Sange, Du! Om Vaarens <Glæder,
Hvi saa korte?
Forend Mark og Skov bær Vaarens Klæder,
Er du borte.”
’Trækfuglene’ er smukt illustreret med træsnit af Johannes Larsen. De giver bogen tyngde og forstærker på bedste vis effekten af digtene ved at komplemente Blichers ord. Der er noget på en gang sørgmodigt og dog alligevel smukt og bekræftende over de sort-hvide billeder.
Kommentarer