Med essayistiske, æstetiske afsæt i fotografi, malerkunst og litteratur behandler Maria Stepanova erindringens væsen og løfter sin jødiske familiefortælling.
Der findes bøger, der læser sig selv, og bøger, som kræver en indsats af sin læser, hvor siderne kun modstræbende lader sig vende, før ordene på dem er blevet overvejet og udsat for eftertanke. Til minde om erindringen er sådan en bog, og anstrengelserne er hele indsatsen værd.
Det er vedkvægende at få lov at følge overvejelser, spørgsmål og dilemmaer, som ikke nødvendigvis kan besvares entydigt, men som man kan nærme sig – fx ved at de bliver sammenstillet med en ung fotografs værk, der handler om flygtighed og menneskelige spor i forladte bygninger. Det er jo ikke en direkte opklaring af dunkle kapitler på forfatterens krogede stamtræs grene, men det giver en nærmest taktil fornemmelse af fortidens skygger og de vage spor fra skæbner, det totalitære sovjetiske styre ikke fandt passede ind i den store nationale fortælling.
Der er noget skræmmende, smertefuldt og rensende i de her fortællinger om livet i Sovjetunionen, skildret gennem almindelige menneskers liv og historie. Det giver baggrund og fornemmelse for de alt for aktuelle russiske aktioner, der virker helt uforståelige hvis ikke de sættes ind i den historiske kontekst, hvor mennesker blot var midler og hvor ”Døden har løst mange ting”, som Stalin så poetisk udtrykte det.
Til minde om erindringen er en dyb og intellektuel beretning, der både kan noget andet og taler fint sammen med andre moderne familiefortællinger fra Sovjetunionen, som fx Sergej Lebedevs eventyrlige Augustmennesker eller ukrainske Victoria Belims biografiske De røde sirener.
Maria Stepanova er en beundringsværdig syntetiserende forfatter, der løfter sin jødiske familiefortælling ved at kombinere den med essayistiske afsnit og diskussioner om, hvem der egentlig har ret til familiens minder og erindring. Tine Roesen har oversat Stepanovas første udgivelse på dansk.
Kommentarer