Anmeldelse
Tidlige fortællinger 1893-1912 af Thomas Mann
- Log ind for at skrive kommentarer
Manns tidlige fortællinger er geniale mesterværker, der behandler nogle af de samme temaer, som han tager op igen i de store romaner.
Thomas Mann er en af mine absolutte favoritter. Jeg har læst de fleste af hans romaner, men kendte ikke meget til hans tidlige fortællinger, så jeg kastede mig med stor forventning over samlingen, som indeholder fortællinger fra den meget tidlige ’Vision’ (1893) til og med ’Døden i Venedig’ (1912).
Thomas Mann er af nogen måske kendt for at overlæsse sine romaner med viden og diskussioner om filosofi, religion med mere, og for nogen er han derfor tung at læse. I fortællingerne behandler Mann nogle af de samme grundtemaer som i romanerne, for eksempel i ’Trolddomsbjerget’ og ’Huset Buddenbrook’ blot i en ”light”-udgave, hvilket ikke skal opfattes negativt, tværtimod- Flere af fortællingerne er efter min mening intet mindre en geniale.
’Tristan’ (1903) har alt det, jeg elsker ved Thomas Mann. Rammen er et sanatorium i bjergene, hvor en forfatter ved navn Spinell forelsker sig i en tuberkuløs kvinde, der er gift med en borgerlig handelsmand. Efter min mening er Mann bedst, når han skriver om kunstneren over for borgeren, og Spinell-skikkelsen kan netop ses som et billede på den moderne kunstner, der udelukkende er optaget af æstetiske forhold, og som lider nederlag i livet. I ’Tristan’ tematiseres også forfaldet. Når musikken først høres i gangene hos en praktisk anlagt borgerlig slægt med snusfornuftige traditioner, er afslutningen nær, og den sidste indbringende handel er indgået, præcis som det skete med familien Buddenbrooks. Med rette er ’Tristan’ optaget i den kolossalt indflydelsesrige tyske kritiker Marcel Reich-Ranickis kanon over den bedste tyske litteratur. Den er et fuldendt mesterværk.
De resterende fortællinger er alle på et meget højt niveau, og de giver et fantastisk indblik i mange af de temaer og diskussioner, som Mann og andre intellektuelle var optaget af i starten af 1900-tallet. De giver også et kig ind i den gamle verden, der snart ville gå under i kanonernes torden. Manns ’Tidlige fortællinger’ er det bedste, jeg længe har læst, så de får min varmeste anbefaling. Jeg kan næsten ikke vente på, at Gyldendal inden længe udgiver ’Sene fortællinger’, som dækker perioden 1919-1953.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Manns tidlige fortællinger er geniale mesterværker, der behandler nogle af de samme temaer, som han tager op igen i de store romaner.
Thomas Mann er en af mine absolutte favoritter. Jeg har læst de fleste af hans romaner, men kendte ikke meget til hans tidlige fortællinger, så jeg kastede mig med stor forventning over samlingen, som indeholder fortællinger fra den meget tidlige ’Vision’ (1893) til og med ’Døden i Venedig’ (1912).
Thomas Mann er af nogen måske kendt for at overlæsse sine romaner med viden og diskussioner om filosofi, religion med mere, og for nogen er han derfor tung at læse. I fortællingerne behandler Mann nogle af de samme grundtemaer som i romanerne, for eksempel i ’Trolddomsbjerget’ og ’Huset Buddenbrook’ blot i en ”light”-udgave, hvilket ikke skal opfattes negativt, tværtimod- Flere af fortællingerne er efter min mening intet mindre en geniale.
’Tristan’ (1903) har alt det, jeg elsker ved Thomas Mann. Rammen er et sanatorium i bjergene, hvor en forfatter ved navn Spinell forelsker sig i en tuberkuløs kvinde, der er gift med en borgerlig handelsmand. Efter min mening er Mann bedst, når han skriver om kunstneren over for borgeren, og Spinell-skikkelsen kan netop ses som et billede på den moderne kunstner, der udelukkende er optaget af æstetiske forhold, og som lider nederlag i livet. I ’Tristan’ tematiseres også forfaldet. Når musikken først høres i gangene hos en praktisk anlagt borgerlig slægt med snusfornuftige traditioner, er afslutningen nær, og den sidste indbringende handel er indgået, præcis som det skete med familien Buddenbrooks. Med rette er ’Tristan’ optaget i den kolossalt indflydelsesrige tyske kritiker Marcel Reich-Ranickis kanon over den bedste tyske litteratur. Den er et fuldendt mesterværk.
De resterende fortællinger er alle på et meget højt niveau, og de giver et fantastisk indblik i mange af de temaer og diskussioner, som Mann og andre intellektuelle var optaget af i starten af 1900-tallet. De giver også et kig ind i den gamle verden, der snart ville gå under i kanonernes torden. Manns ’Tidlige fortællinger’ er det bedste, jeg længe har læst, så de får min varmeste anbefaling. Jeg kan næsten ikke vente på, at Gyldendal inden længe udgiver ’Sene fortællinger’, som dækker perioden 1919-1953.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
Kommentarer