Anmeldelse
Testamente af Nina Wähä
Barsk og gribende familiekrønike fra 1980-ernes Finland fortæller om familien Toimi med den store børneflok. Finlands dramatiske historie spiller aktivt med i den unikke fortælling.
’Testamente’ er ikke en krimi, men mere spændende end mange krimier, og undervejs opstår en slags krimiplot. Handlingen udspiller sig i Torndalen i det nordvestlige Finland, hvor familien Toimi bor med deres store børneflok. Der er 12 børn, for godt nok har mor Siri født 14 børn, men de to første døde som små. Rammen er familiens dramatiske historie fra julen 1981 til efteråret 1982, men undervejs får vi forhistorierne fortalt gennem romanens personer. Der optræder også en fortæller, hvis identitet vi først får kendskab til i sidste kapitel.
Der er måske ikke tale om en direkte dysfunktionel familie, men det er en familie, der lever på kanten. Far Pentti er en mørk mand både af sind og skind. Hans mor døde i barselsseng, da han blev født, og hans stedmor hadede ham, og oven i købet er der sameblod i hans årer, hvilket i sig selv er stigmatiserende. Hans diametrale modsætning er Siri, der er lys og mild, selv om hun er vokset op i ekstrem fattigdom i Kaleren. De møder hinanden som purunge under 2. Verdenskrig og flytter til Torndalen, hvor de stifter familie. Siri føder sin først barn som 17-årig og det sidste som 49-årig, og flere af børnene er undfanget ved voldtægt.
Måske elskede Pentti sit første barn, datteren, der løb væk i skoven og døde af lungebetændelse, men ellers elsker han ikke sine børn. Han accepterer kun lige én af sønnerne, hvorimod Siri elsker alle sine børn, selv om hun for sig selv må tilstå, at hun elsker nogle mere end andre. De 12 børn er utroligt forskellige, og helt naturligt dannes der søskendealliancer. Vi følger på skift forældrene og børnene og ser således familien fra mange forskellige vinkler. Der sker mange grusomme og grænseoverskridende ting undervejs, og jeg undrer mig over, at vi befinder os helt oppe i 1980-erne. Under læsningen kom jeg flere gange til at tænke på Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, som foregår en generation tidligere.
Nina Wähä lader sin fortælling udspille sig i Torndalen, som er et område, der forblev under Sverige, mens Finland hørte under Rusland, og hvor der udviklede sig en dialekt, der hverken er finsk elle svensk, som kaldes Tornedalsfinsk. Forfatteren lader således Finlands dramatiske historie spille aktivt med i fortællingen, hvilket man ofte støder på i romaner, der foregår i Finland.
Sprogligt benytter Nina Wähä sig af mange parenteser, hvor hun kommer med uddybende kommentarer. Det virker lidt pudsigt i begyndelsen, men man vænner sig til det. Fortælleren er hele tiden nærværende, når hun forud for hvert kapitel fortæller, hvad der kommer til at ske, og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at fortælleren er en kvinde. Bogen er inddelt i tre dele, som har fået engelske overskrifter: 'The cast the scenery', 'The murder', 'Who dunnit', der både leder tankerne hen på krimien og på et scenisk drama i tre akter. Nina Wähä er, ud over at være forfatter, også skuespiller og forsanger i et indieband, så det er måske derfor, hun bruger de sceniske virkemidler.
’Testamentet’ er den første roman af Nina Wähä, der er oversat til dansk. Det er en helt unik roman, så det er dejligt, at Modtryk har villet udgive den. Jeg glæder mig at læse meget mere af denne spændende forfatter.
Barsk og gribende familiekrønike fra 1980-ernes Finland fortæller om familien Toimi med den store børneflok. Finlands dramatiske historie spiller aktivt med i den unikke fortælling.
’Testamente’ er ikke en krimi, men mere spændende end mange krimier, og undervejs opstår en slags krimiplot. Handlingen udspiller sig i Torndalen i det nordvestlige Finland, hvor familien Toimi bor med deres store børneflok. Der er 12 børn, for godt nok har mor Siri født 14 børn, men de to første døde som små. Rammen er familiens dramatiske historie fra julen 1981 til efteråret 1982, men undervejs får vi forhistorierne fortalt gennem romanens personer. Der optræder også en fortæller, hvis identitet vi først får kendskab til i sidste kapitel.
Der er måske ikke tale om en direkte dysfunktionel familie, men det er en familie, der lever på kanten. Far Pentti er en mørk mand både af sind og skind. Hans mor døde i barselsseng, da han blev født, og hans stedmor hadede ham, og oven i købet er der sameblod i hans årer, hvilket i sig selv er stigmatiserende. Hans diametrale modsætning er Siri, der er lys og mild, selv om hun er vokset op i ekstrem fattigdom i Kaleren. De møder hinanden som purunge under 2. Verdenskrig og flytter til Torndalen, hvor de stifter familie. Siri føder sin først barn som 17-årig og det sidste som 49-årig, og flere af børnene er undfanget ved voldtægt.
Måske elskede Pentti sit første barn, datteren, der løb væk i skoven og døde af lungebetændelse, men ellers elsker han ikke sine børn. Han accepterer kun lige én af sønnerne, hvorimod Siri elsker alle sine børn, selv om hun for sig selv må tilstå, at hun elsker nogle mere end andre. De 12 børn er utroligt forskellige, og helt naturligt dannes der søskendealliancer. Vi følger på skift forældrene og børnene og ser således familien fra mange forskellige vinkler. Der sker mange grusomme og grænseoverskridende ting undervejs, og jeg undrer mig over, at vi befinder os helt oppe i 1980-erne. Under læsningen kom jeg flere gange til at tænke på Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, som foregår en generation tidligere.
Nina Wähä lader sin fortælling udspille sig i Torndalen, som er et område, der forblev under Sverige, mens Finland hørte under Rusland, og hvor der udviklede sig en dialekt, der hverken er finsk elle svensk, som kaldes Tornedalsfinsk. Forfatteren lader således Finlands dramatiske historie spille aktivt med i fortællingen, hvilket man ofte støder på i romaner, der foregår i Finland.
Sprogligt benytter Nina Wähä sig af mange parenteser, hvor hun kommer med uddybende kommentarer. Det virker lidt pudsigt i begyndelsen, men man vænner sig til det. Fortælleren er hele tiden nærværende, når hun forud for hvert kapitel fortæller, hvad der kommer til at ske, og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at fortælleren er en kvinde. Bogen er inddelt i tre dele, som har fået engelske overskrifter: 'The cast the scenery', 'The murder', 'Who dunnit', der både leder tankerne hen på krimien og på et scenisk drama i tre akter. Nina Wähä er, ud over at være forfatter, også skuespiller og forsanger i et indieband, så det er måske derfor, hun bruger de sceniske virkemidler.
’Testamentet’ er den første roman af Nina Wähä, der er oversat til dansk. Det er en helt unik roman, så det er dejligt, at Modtryk har villet udgive den. Jeg glæder mig at læse meget mere af denne spændende forfatter.
Kommentarer