Anmeldelse
Tangosangeren af Tomás Eloy Martínez
Labyrintisk roman om Buenos Aires, om tangoen og om at gøre det rigtige.
Sig blot navnet Buenos Aires, sidste station før Pampaen, Patagonien og Ildlandet, og det vækker associationer: politisk turbulens, Juan Peron og hans smukke og magtfulde Evita, labyrinter, lidenskab, litteratur og først og sidst tango og Borges. Alt mødes i Tomás Eloy Martínez’ nye roman, "Tangosangeren".
Bruno Cadogan, amerikansk litteraturstuderende, er rejst til Buenos Aires for at skrive en afhandling om J.L. Borges’ essays om tangoens rødder. Han er desuden besat af tanken om at høre den fænomenale men sky tangosanger, Julio Martel, der siges at være bedre end Carlos Gardel. Han optræder altid uden varsel og på tilsyneladende tilfældige steder rundt omkring i byen. Bruno har en teori om, at Martel laver sit eget kort over Buenos Aires ved at optræde på disse udvalgte steder. Men hvordan udvælges de?
Vi er nu kommet ind i den labyrint, der hedder Buenos Aires, og kan derfor ikke komme uden om labyrinternes mester, forfatteren J.L. Borges. Til fulde bor Bruno i Calle Garay, oven i købet på den adresse, hvor Aleffen befinder sig - en Alef er "et af de punkter i rummet, der indeholder alle punkter". Den er "det sted, hvor alle verdens steder, synlige fra alle vinkler, er til stede uden at blandes med hinanden" (citater: J.L. Borges: Aleffen, på dansk ved Peter Poulsen). "Tangosangeren" har mange paralleller til Borges’ novelle "Aleffen" - ja, den rummer så mange litterære antydninger, at man bli’r helt svedt.
Men forrygende spændende læsning er den, vi får byens blodige og brogede historie gennem adskillige årtier fortalt gennem menneskeskæbner. Vi farer sammen med Bruno vild i Buenos Aires’ virkelige og metafysiske labyrinter, vejledt og vildledt af bibliotekaren Sesostris Bonorino, der har set Aleffen og derfor ved alt: "Som jeg ser det, udgør de (labyrinterne) en vej, som ikke giver mulighed for at vige tilbage, eller en måde at bevæge sig på uden at forlade det samme punkt. Når vi ser en labyrint, tror vi fejlagtigt, at dens form er givet med de linjer, der danner den. Det er omvendt: Formen ligger i de tomme rum mellem disse linjer." (s.104).
Forvirret? Sikkert, men det er der ingen grund til. Kast dig bare ud i tangosangerens og Buenos Aires’ labyrinter, logikken viser sig på labyrintisk vis.
Oversat af Annette Rosenlund. Gyldendal, 2006. 308 sider. Kr. 249,-
Labyrintisk roman om Buenos Aires, om tangoen og om at gøre det rigtige.
Sig blot navnet Buenos Aires, sidste station før Pampaen, Patagonien og Ildlandet, og det vækker associationer: politisk turbulens, Juan Peron og hans smukke og magtfulde Evita, labyrinter, lidenskab, litteratur og først og sidst tango og Borges. Alt mødes i Tomás Eloy Martínez’ nye roman, "Tangosangeren".
Bruno Cadogan, amerikansk litteraturstuderende, er rejst til Buenos Aires for at skrive en afhandling om J.L. Borges’ essays om tangoens rødder. Han er desuden besat af tanken om at høre den fænomenale men sky tangosanger, Julio Martel, der siges at være bedre end Carlos Gardel. Han optræder altid uden varsel og på tilsyneladende tilfældige steder rundt omkring i byen. Bruno har en teori om, at Martel laver sit eget kort over Buenos Aires ved at optræde på disse udvalgte steder. Men hvordan udvælges de?
Vi er nu kommet ind i den labyrint, der hedder Buenos Aires, og kan derfor ikke komme uden om labyrinternes mester, forfatteren J.L. Borges. Til fulde bor Bruno i Calle Garay, oven i købet på den adresse, hvor Aleffen befinder sig - en Alef er "et af de punkter i rummet, der indeholder alle punkter". Den er "det sted, hvor alle verdens steder, synlige fra alle vinkler, er til stede uden at blandes med hinanden" (citater: J.L. Borges: Aleffen, på dansk ved Peter Poulsen). "Tangosangeren" har mange paralleller til Borges’ novelle "Aleffen" - ja, den rummer så mange litterære antydninger, at man bli’r helt svedt.
Men forrygende spændende læsning er den, vi får byens blodige og brogede historie gennem adskillige årtier fortalt gennem menneskeskæbner. Vi farer sammen med Bruno vild i Buenos Aires’ virkelige og metafysiske labyrinter, vejledt og vildledt af bibliotekaren Sesostris Bonorino, der har set Aleffen og derfor ved alt: "Som jeg ser det, udgør de (labyrinterne) en vej, som ikke giver mulighed for at vige tilbage, eller en måde at bevæge sig på uden at forlade det samme punkt. Når vi ser en labyrint, tror vi fejlagtigt, at dens form er givet med de linjer, der danner den. Det er omvendt: Formen ligger i de tomme rum mellem disse linjer." (s.104).
Forvirret? Sikkert, men det er der ingen grund til. Kast dig bare ud i tangosangerens og Buenos Aires’ labyrinter, logikken viser sig på labyrintisk vis.
Oversat af Annette Rosenlund. Gyldendal, 2006. 308 sider. Kr. 249,-
Kommentarer