En ærlig, sørgelig, imponerende og fintfølende fortælling om at miste
12-årige Trisha har mistet sin storesøster, der styrtede på sin cykel, og verden ligner på ingen måde sig selv længere. Mest af alt tænker Trisha over alle de ting, hun ikke ved om sin søster, og nu aldrig får at vide.
Trisha tænker, at hun på en måde er glad for, at ulykken skete en tirsdag, for søsteren synes, at tirsdage var nemme at overskue med fri fra skole kl. 12. Det er også afsindigt svært at være i, at den kamp der var med at lave mest larm, som de begge gjorde, når de hørte høj musik, nu er en kamp, som søsteren endte med at vinde gennem den tavshed, der er tilbage. Trisha vil råbe "Skru op", så familien ikke skal leve med tavsheden fra det tavse rum. I en biblioteksbog, som søsteren har lånt, finder Trisha en liste med "Ting jeg hader", som hendes søster har skrevet. Som nr. 10 på den liste står "Trisha". Hun gennemgår listen punkt for punkt i ønsket om at lære sin søster bedre at kende, og bogens ti kapitler har navn efter de "hade-ting", der optræder på søsterens liste. Det bliver en barsk sorgproces, hvor Trisha lærer en masse om sin søster, men måske endnu mere om sig selv.
Fortællingen efterlod mig bekræftet i troen på kærlighed og tilgivelse, fordi vi alle er mennesker, som ikke skal sættes på piedestaler, heller ikke når vi dør. Stine Haynes’ fortælling, der udfolder sig gennem Trisha, er autentisk og skaber et realistisk billede af en sorgproces. Bogen kan læses af børn fra ca. 10 år, og voksne vil elske bogens filosofiske vinkel og fine sprog. Læs også ’Minus Iris’ af Natasha Farrant, der er en afsindigt smuk fortælling om at distancere sig fra verden gennem en kameralinse, fordi man sørger.
Kommentarer