Strandlæsning

Sprudlende og sjov feel-good roman om at tro på kærligheden er også en roman om at finde sin egen stemme og acceptere sig selv og sit ophav.

‘Strandlæsning’ af amerikanske Emily Henry er en velkendt fortælling om to mennesker i krise der finder “hjem” i hinandens selskab. Men det er samtidig en rørende roman om den empati og selvomsorg, der opstår i en skriveproces.

29-årige January Andrews er forfatter til flere bestsellere inden for den populære genre “romantiske komedie. Hun befinder sig i en skrivekrise efter sin fars pludselige død og må af nød flytte ind i det hus, hendes far har efterladt hende ud til Lake Michigan i USA. I nabohuset viser der sig at bo Januarys ærkerival fra universitetet, Gus Everett. Gus er en snobbet, elitær anmelderrost forfatter til flere alvorlige og komplicerede bøger. De to har aldrig kunne enes om noget som helst, og nu krydses deres veje igen.

På trods af deres forskellige syn på litteratur - og livet generelt (den ene tror på kærligheden og lykkelige slutninger, den anden gør ikke) - opstår der et uventet venskab imellem dem, da de indgår en pagt for at komme ud af deres begges skriveblokader,. De beslutter at bruge hele sommeren på at skrive en roman hver - i hinandens genrer. January skal skrive en højlitterær roman, og Gus skal skrive en romantisk komedie. Plottet kunne lyde som enhver anden chick-lit-roman, og den opsluger også læseren, ligesom man kender det fra andre romantiske komedier.

Hele præmissen for denne meta kærligheds/feel-good bog med to personer, som foragter hinanden, men alligevel langsomt får øjnene op for deres fælles værdier og dermed bliver forelskede, er naturligvis velkendt, men romanen blev aldrig hverken klichéfyldt eller for meget.

De to hovedpersoner bærer på hver især sin tunge bagage fra fortiden, som har haft indflydelse på det liv, de har levet og de bøger, de skriver. Den forbindelse, der opstår imellem de to igennem skriveprocessen, er både rørende og interessant.

Flere gange stiller de hinanden spørgsmålet: Hvad er sværest at skrive - en romantisk komedie eller en alvorlig, højlitterær roman? Pointen er selvfølgelig, at begge dele kræver noget at skrive, begge dele tager tid og kræfter at udfolde fra idé til bog og begge dele er litteratur.

Som både læser og formidler af litteratur var det forfriskende for mig at læse en bog, der handler om forfatterlivet, som hverken romantiserer, overdriver eller nedgør det hårde, men også berigende forfatterliv. At få lov til at opdigte eller fortælle nogens historier er både et privilegie og en forbandelse. Dette tema træder selvfølgelig mest frem for den læser, som interesserer sig for forfattergerningen, og denne bog er absolut også en romantisk komedie, som spiller på de velkendte tangenter, hvor pulsen stiger, hver gang de to personer strejfer hinandens knæ under et bord, eller når man tror, det ikke vil ende lykkeligt alligevel og rammes af sorgmodighed og frustration.

Det romantiske plot er flettet ind i fortællingen om to mennesker med hver sin fortid med sorg og kaos, og det er netop disse alvorligheder, der fik denne læsers hjerte til at banke lidt ekstra. Man kan ikke andet end at tro på kærligheden og de lykkelige-lige nu-øjeblikke efter at have læst denne roman.