Anmeldelse
Stormskader af Katrine Grünfeld
- Log ind for at skrive kommentarer
Grünfeld leverer et skræmmende rammende portræt af en moderne kvinde og mor i opløsning. En lyrisk og indsigtsfuld roman om at miste sig selv i forsøget på at være perfekt.
En mor tager op i familiens sommerhus for at være alene under sit sammenbrud. Hun drikker rødvin, ryger smøger, klipper håret af, går ture på stranden og går i opløsning. Det er netop ”en mor”, der går i hundene i Katrine Grünfelds nye roman. Selvsagt er en mor først og fremmest kvinde, men det er netop i den illusoriske rolle som den opofrende perfekte mor, at hun har mistet fodfæste og mister sig selv. Hun overmandes af sin egen utilstrækkelighed og forventninger til, hvordan en mor bør være, samtidig med at hun opfyldes af forbudte følelser, som er umulige at sige højt endsige tænke: at man bare gerne vil have en pause fra sine børn til at være sig selv.
”Hun har forsøgt at bilde dem ind, at hun var med på ture i fortiden. Dem, de ikke husker klart. Hun har forsøgt at stoppe den døde mor ind i familiefotoet. Hun har også været med. Det tæller ikke, når det ikke er hver gang. Hver eneste gang. Men det er jo kun nogle dage, at hun ikke er med. De dage, hun er med, indtræder en døsighed, som når man går ind i en bank og bare må sætte sig ned i en af stolene beregnet til gangbesværede.”
Kvinden er forfatter, men hun kan ikke finde fred for sin familie til at skrive. Kernefamiliens snærende åg trækker hende ned, men samtidig er det måske netop herfra, hun henter inspiration til at skabe noget originalt: ”alt det, det ikke må handle om, det tarvelige og uempatiske”. I romanens slutning er der indlagt en lille aha-oplevelse, som måske/måske ikke leger med det metafiktive, ”en roman i romanen” og giver en forklaring på, hvad der er gået forud. Det er måske endda også en lille autofiktiv hilsen til Grünfelds eget liv.
I korte punktnedslag sakses der mellem fortid og nutid, mellem kvindens indre monologer og ydre dialoger med ægtemanden, børnene og veninden M. Det er ikke en roman i stil med Grünfelds tre tidligere eminente romaner. Stilen er stadig koncis og med Grünfelds særlige blik for det kvindelige psykologiske morads, men formen er mere fragmentarisk med lyriske undertoner.
Grünfeld har begået endnu en fin lille roman – denne gang om den knapt så flatterende side af moderskabet og om ikke at kunne finde plads til sig selv i kernefamilien. Sådan noget man ikke taler højt om.
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Grünfeld leverer et skræmmende rammende portræt af en moderne kvinde og mor i opløsning. En lyrisk og indsigtsfuld roman om at miste sig selv i forsøget på at være perfekt.
En mor tager op i familiens sommerhus for at være alene under sit sammenbrud. Hun drikker rødvin, ryger smøger, klipper håret af, går ture på stranden og går i opløsning. Det er netop ”en mor”, der går i hundene i Katrine Grünfelds nye roman. Selvsagt er en mor først og fremmest kvinde, men det er netop i den illusoriske rolle som den opofrende perfekte mor, at hun har mistet fodfæste og mister sig selv. Hun overmandes af sin egen utilstrækkelighed og forventninger til, hvordan en mor bør være, samtidig med at hun opfyldes af forbudte følelser, som er umulige at sige højt endsige tænke: at man bare gerne vil have en pause fra sine børn til at være sig selv.
”Hun har forsøgt at bilde dem ind, at hun var med på ture i fortiden. Dem, de ikke husker klart. Hun har forsøgt at stoppe den døde mor ind i familiefotoet. Hun har også været med. Det tæller ikke, når det ikke er hver gang. Hver eneste gang. Men det er jo kun nogle dage, at hun ikke er med. De dage, hun er med, indtræder en døsighed, som når man går ind i en bank og bare må sætte sig ned i en af stolene beregnet til gangbesværede.”
Kvinden er forfatter, men hun kan ikke finde fred for sin familie til at skrive. Kernefamiliens snærende åg trækker hende ned, men samtidig er det måske netop herfra, hun henter inspiration til at skabe noget originalt: ”alt det, det ikke må handle om, det tarvelige og uempatiske”. I romanens slutning er der indlagt en lille aha-oplevelse, som måske/måske ikke leger med det metafiktive, ”en roman i romanen” og giver en forklaring på, hvad der er gået forud. Det er måske endda også en lille autofiktiv hilsen til Grünfelds eget liv.
I korte punktnedslag sakses der mellem fortid og nutid, mellem kvindens indre monologer og ydre dialoger med ægtemanden, børnene og veninden M. Det er ikke en roman i stil med Grünfelds tre tidligere eminente romaner. Stilen er stadig koncis og med Grünfelds særlige blik for det kvindelige psykologiske morads, men formen er mere fragmentarisk med lyriske undertoner.
Grünfeld har begået endnu en fin lille roman – denne gang om den knapt så flatterende side af moderskabet og om ikke at kunne finde plads til sig selv i kernefamilien. Sådan noget man ikke taler højt om.
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
Kommentarer