Et hjem i Mørke af Katrine Grünfeld

Pelle og Mos flytter til Mørke, men deres indbyrdes forventninger stemmer ikke overens. Nutidsroman om et parforhold, hvor forskellighederne forvandles til fejl.

Nyeste roman fra Katrine Grünfeld lægger sig ind i rækken af nutidsfortællinger om unge par, som dog ikke er så unge at de kan tillade sig at skalte og valte alt for meget med livets muligheder, men derimod står overfor at skulle træffe nogle afgørende valg.

Det er en ikke sjælden behandlet problematik for tiden (her tænker jeg bl.a. på 'Se på mig' af Hammann, 'Siden det blev for pænt' af Gejl og 'Vi er da voksne mennesker' af Friis), og det er ved nærmere eftertanke sikkert slet ikke så sært. For det er jo virkeligheden for mange af os - både de unge og de lidt ældre - at vi igen og igen skal vælge, træffe beslutninger, passe ind og passe på, finde os selv, men også hinanden. Om alt det handler 'Et hjem i Mørke'.

Pelle og Mos - kalde-og kælenavne for henholdsvis Pernille og Mogens Thomas - flytter fra det hotte København til det mørke Mørke, hvor de overtager Mos´ afdøde fars hus. I virkeligheden var Pelle måske hellere blevet i København - men på den anden side set er det måske heller ikke så tosset at slippe væk fra grill-gård-miljøet, hvor selvfede overskudsforældre diskuterer sushi, fuldkornssnegle og Disney Sjov. En veninde har endda den frækhed at sige til Pelle: ”Du har ikke prøvet at leve, før du får børn, undskyld jeg siger det.” Og da Pelle på daværende tidspunkt ikke engang har et arbejde at forsvare sig med, må hun - i tidens ånd - affinde sig med venindens fornærmelse. 

Grünfeld fortæller læseren meget mellem linjerne, og der er flere forhold, hvor man aldrig bliver helt sikker på, hvad der egentlig er sket. Og dette greb er én af romanens stærke sider, for igen: Hvad ved vi egentlig? Om hinanden, om os selv? I hvert fald døjer Pelle med et og andet, for hun har det med at sætte sig i et skab, fordi hun befinder sig bedst der - i et rum uden vinduer. Eller sagt med andre ord: Et hjem i mørke.

'Et hjem i Mørke' er tidstypisk og rammer hovedet på sømmet med både bid og vid.