Mindre pletter

Mie er på overfladen en succesfuld kvinde. Hun er gift med Peter, har en stilling som kontorchef for integrationsområdet, bor i en pletfri lejlighed, og er tynd og smuk. Men indeni er alt kaos, og da Mie bliver gjort ansvarlig for en lille flygtningedrengs død og tvinges på orlov, begynder der at vise sig sprækker i den perfekte overflade.

Katrine Grünfeld fortæller historien om Mie i ganske korte kapitler, som springer mellem nutid og fortid. Mie har hele sit liv følt, at der er noget galt med hende. Hun er aldrig sikker på, om hendes følelser er de rigtige i situationen, og derfor forestiller hun sig ofte, hvad andre mennesker ville føle og efterligner så det.

Der er nogle meget rørende beskrivelser af Mies barndom, hvor hun beskriver et ganske almindeligt barn for så at konstatere, at " jeg var jo bare et blankt lille barn. Det er ligesom med hunde. Det er ikke hundens skyld, at den er irriterende, utålelig, hopper op ad fremmedes ben og gimper, rager maden ned af bordet, æder dine nye sko. Nej, det er altid ejeren, den voksne, der er den skyldige. Sådan er det. Det er ikke min skyld. Men det ændrer ikke ved, at jeg kan forestille mig, hvor dødirriterende jeg var."

Mie har det generelt svært med andre mennesker. Manden Peter ønsker ikke se bag Mies facade og trækker sig væk, når hun forsøger at sige, at noget er galt. Veninder har hun ikke, men hun ser dog jævnligt Eva, som med sine mange problemer lige er sagen for Mie. For sammen med hende virker Mies eget liv godt - og hvis ikke det er, så lyver Mie det til at være det. Og i familien er det kun broren Mikkel, som Mie for alvor elsker.

"Mindre pletter" er en velskrevet, ind i mellem morsom og til tider lidt trist roman. Jeg fik utroligt ondt af Mie, som på overfladen er en isdronning, men indvendig er utrolig usikker og bange. Og det er egentlig trist at tænke på, at overfladen ofte er det tætteste vi kommer på andre mennesker.

"Mindre pletter" er Katrine Grünfelds debutroman. Jeg glæder mig til at læse mere af hende.