Stjernernes knitren

Over 216 sider står fire generationer frem i rystende, rørende nedslag, og selvom der ikke er meget sideplads, er der plads til ikke at efterlade læseren på overfladen.

Der findes små bøger, som har store bøger indeni, og jeg bliver glad, hver gang jeg finder en ny. Hvem havde troet, at pixi-Stefánsson ville være Stefánsson, når han er bedst? Fordi han er så god til at skrive de lange stræk som i Historien om Asta, havde jeg ikke. Men med sin skæbnesvangre nerve og en næsten naturstridig måde at komme ind i hjernen på bogens fortæller – en syvårig dreng i 70’ernes Reykjavik – sætter Stefánsson sig godt fast med ’Stjernernes knitren’, der er smukt oversat til dansk af Kim Lembek. Bogen gør vejrtrækningen lidt hurtigere og klumpen i halsen til noget næsten permanent.

Når man mister sin mor som syvårig, og far er murer og har det bedre med murske i hånden end noget andet, f.eks. en barnehånd, må man have tinsoldater til at holde øje, når man skal sove om natten. For: ”Tinsoldater er små og har ikke det store søvnbehov.” Selvfølgelig! Sådanne børnelogik-pletskud er der utrolig mange af i bogen. Tinsoldater, ja! En stedmor kan også bruges, selvom drengen slet ikke er med på tanken, første gang han ser en fremmed kvinde træde ud af faderens soveværelse. Men tiden bliver stedmoren vigtig for drengens overlevelse, og den langsomt voksende, skrøbelige relation er meget smukt beskrevet.

Som voksen skriver drengen sin families historie. Måske gælder det for ham som for oldefar: ”Oldefars eneste sande hjemsted er i ordene (…)”.

’Stjernernes knitren’ rummer i det hele taget en fantastisk sproglig sensibilitet med synsvinklen som indgang til fortællerens enorme indre verden. For hvordan ser sorg og savn ud, når man kun har haft fødselsdag syv gange?

Det her mesterlige sug i skildringen af barndommens forestillinger har jeg set før: i Hesselholdts 'Hovedstolen', men ikke siden.

Stefánsson klipper frem og tilbage i tiden som det selvfølgeligste, og snart slipper man drengens hånd for at følges med hans oldemor og oldefar på begge sider af år 1918, hvor Den spanske syge hærgede.

Oldefar, der var mægler i Reykjavik, ville gerne gøre det rigtige for sin familie, men han kom til at forsvinde i druk og hor i flere uger ad gangen, eller han gældsatte sig efter en pludselig indskydelse. Imens stod oldemor fra Vestfjordene tilbage med børnene og vaskerijobbet og sin styrke.

Der er ikke mange hyggestunder her. Til gengæld er der store følelser, og massevis af dem. Der er hæsblæsende kærlighedshistorier og hårrivende håbløsheder. Der er tyk tavshed og magi i næsten hver berøring.