Anmeldelse
Søsterklokkerne af Lars Mytting
Stor og medrivende nordisk slægtsroman rummer det hele: kærlighed, drama, historie, tro og overtro.
I det lille lukkede bondesamfund i Gudbrandsdalen har familier levet gennem mange generationer præget af hårdt slidsomt landbrugsarbejde og fattigdom og med kristendommen og gammel overtro som faste holdepunkter i livet. Da en ny præst med moderne ideer bliver ansat, bliver det starten på nye tider i det lille samfund og voldsomme konsekvenser for mange skæbner. Lars Myttings stort anlagte slægtsroman er en sand fornøjelse og sidder i læseren længe efter, sidste side er vendt.
Romanen tager sin begyndelse langt tilbage i tiden i familien Hekne, hvor et par siamesiske tvillingepiger fødes. De er vokset sammen ved hofterne, men Halfrid og Gunhild har et særligt talent for at væve de mest fantastiske billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden. Ved deres død får familien Hekne to kirkeklokker støbt til deres ære til byens stavkirke, hvori der er indstøbt såvel familiens arvesølv og personlige ting fra søstrene. Søsterklokkerne kommer til at våge over kirkedalen i flere århundrede og med deres smukke klang varsler de på mystisk vis, når noget voldsomt er under opsejling. Tiden går, slægten fortsætter og klokkerne består.
Året 1880. En ny ung præst, Kai Schweigaard, bliver ansat i sognet og på hans præstegård gør den unge Astrid Hekne tjeneste. Kai og Astrid finder gensidig fornøjelse i at snakke med hinanden, hvor Astrid indvier Kai i det lille samfunds uskrevne regler og kirkeskikke, mens Kai fortæller Astrid om verden udenfor dalen og låner hende aviser. Kai er en moderne præst, som ønsker at indføre nye traditioner indenfor kirken såvel som samfundet, der er præget af armod og overbefolkning. Stavkirken er i en sørgelig forfatning og befolkningstallet er tredoblet. Kai får derfor den ide at sælge stavkirken til et tysk kunstakademi i Dresden mod en god betaling. For pengene vil han opføre en ny og større kirke. Fra det tyske kunstakademi udsender man den unge tyske arkitektstuderende Gerhard Schønauer, som skal stå for at dokumentere stavkirkens konstruktion og efterfølgende varetage nedtagning og fragten til Dresden, hvor kirken skal genopføres.
Først Kai Schweigaards og senere Gerhard Schønauers ankomst til det lille samfund bliver starten på en række begivenheder, som ændrer det lille samfund. Kærligheden, troen og menneskeskæbner sættes i spil, og over dem alle våger søsterklokkerne og det påtrængende spørgsmål om, hvad der skal ske med dem. De to mænd er begge handlingens mænd og drives af hvert deres kald. Men de må også sande, at de er brikker i et større spil. Mellem dem står Astrid, som både føler sig draget af dem og det udsyn, de repræsenterer men samtidig kæmper for det bestående:
”De var mænd, der trak vejret og sansede og levede. Men de var også mænd, der rev ned og forandrede, de var mænd, der pillede kirker fra hinanden og solgte kirkeklokker. I højskaftede støvler gik de omkring i alle Butangen-slægternes kirke, som om den var en rensdyrbuk, der skulle drives til fangstgruben og dræbes på knæ. De lagde planer, de gennemførte, hvad de havde planlagt, og kulden i dem, den kulde, der skulle til for at føre det ud i livet, udsendte et vindpust, som hun ikke kunne holde ud, for den fik bristen i hende til at svide, og hvert glimt af dem var som et hammerslag på kilen i bristen.”
Der er saft og kraft i Lars Myttings sprog og de indre billeder, det fremmaner, når der fortælles om jordemorens skrækindjagende metoder under svære fødsler. Når Kai bryder isen på vandoverfladen i døbefonten på grund af kulden i kirken eller det makabre arbejde med at genbegrave de døde. Når Gerhard laver de smukkeste tegninger af kirken og af Astrid i smug. Når Astrid i hemmelighed kravler op i kirketårnet, hvor støvet vidner om, at ingen nulevende har set søsterklokkerne og deres gådefulde inskriptioner. Når tømrerne begynder at nedtage kirken bid for bid med livet som indsats, ja også der sidder man med tilbageholdt åndedrag. Romanen er et overflødighedshorn af spændende historiske detaljer og sansemættede beskrivelser, og det hele står levende som en film for det indre blik. Over historien hviler der en nærmest højtidelig over overjordisk stemning – ganske som søsterklokkerne.
Det er en stort anlagt slægtsroman, Lars Mytting har begået, og han viser her et stort talent for at skrive medrivende og overbevisende om menneskeskæbner i et lille lukket samfund. Det er kort sagt en meget vellykket roman om tro og overtro, om sammenstødet mellem det gamle bonde- og trossamfund kontra moderne tider, om kærligheden og om at ofre sig selv for en større sag.
Stor og medrivende nordisk slægtsroman rummer det hele: kærlighed, drama, historie, tro og overtro.
I det lille lukkede bondesamfund i Gudbrandsdalen har familier levet gennem mange generationer præget af hårdt slidsomt landbrugsarbejde og fattigdom og med kristendommen og gammel overtro som faste holdepunkter i livet. Da en ny præst med moderne ideer bliver ansat, bliver det starten på nye tider i det lille samfund og voldsomme konsekvenser for mange skæbner. Lars Myttings stort anlagte slægtsroman er en sand fornøjelse og sidder i læseren længe efter, sidste side er vendt.
Romanen tager sin begyndelse langt tilbage i tiden i familien Hekne, hvor et par siamesiske tvillingepiger fødes. De er vokset sammen ved hofterne, men Halfrid og Gunhild har et særligt talent for at væve de mest fantastiske billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden. Ved deres død får familien Hekne to kirkeklokker støbt til deres ære til byens stavkirke, hvori der er indstøbt såvel familiens arvesølv og personlige ting fra søstrene. Søsterklokkerne kommer til at våge over kirkedalen i flere århundrede og med deres smukke klang varsler de på mystisk vis, når noget voldsomt er under opsejling. Tiden går, slægten fortsætter og klokkerne består.
Året 1880. En ny ung præst, Kai Schweigaard, bliver ansat i sognet og på hans præstegård gør den unge Astrid Hekne tjeneste. Kai og Astrid finder gensidig fornøjelse i at snakke med hinanden, hvor Astrid indvier Kai i det lille samfunds uskrevne regler og kirkeskikke, mens Kai fortæller Astrid om verden udenfor dalen og låner hende aviser. Kai er en moderne præst, som ønsker at indføre nye traditioner indenfor kirken såvel som samfundet, der er præget af armod og overbefolkning. Stavkirken er i en sørgelig forfatning og befolkningstallet er tredoblet. Kai får derfor den ide at sælge stavkirken til et tysk kunstakademi i Dresden mod en god betaling. For pengene vil han opføre en ny og større kirke. Fra det tyske kunstakademi udsender man den unge tyske arkitektstuderende Gerhard Schønauer, som skal stå for at dokumentere stavkirkens konstruktion og efterfølgende varetage nedtagning og fragten til Dresden, hvor kirken skal genopføres.
Først Kai Schweigaards og senere Gerhard Schønauers ankomst til det lille samfund bliver starten på en række begivenheder, som ændrer det lille samfund. Kærligheden, troen og menneskeskæbner sættes i spil, og over dem alle våger søsterklokkerne og det påtrængende spørgsmål om, hvad der skal ske med dem. De to mænd er begge handlingens mænd og drives af hvert deres kald. Men de må også sande, at de er brikker i et større spil. Mellem dem står Astrid, som både føler sig draget af dem og det udsyn, de repræsenterer men samtidig kæmper for det bestående:
”De var mænd, der trak vejret og sansede og levede. Men de var også mænd, der rev ned og forandrede, de var mænd, der pillede kirker fra hinanden og solgte kirkeklokker. I højskaftede støvler gik de omkring i alle Butangen-slægternes kirke, som om den var en rensdyrbuk, der skulle drives til fangstgruben og dræbes på knæ. De lagde planer, de gennemførte, hvad de havde planlagt, og kulden i dem, den kulde, der skulle til for at føre det ud i livet, udsendte et vindpust, som hun ikke kunne holde ud, for den fik bristen i hende til at svide, og hvert glimt af dem var som et hammerslag på kilen i bristen.”
Der er saft og kraft i Lars Myttings sprog og de indre billeder, det fremmaner, når der fortælles om jordemorens skrækindjagende metoder under svære fødsler. Når Kai bryder isen på vandoverfladen i døbefonten på grund af kulden i kirken eller det makabre arbejde med at genbegrave de døde. Når Gerhard laver de smukkeste tegninger af kirken og af Astrid i smug. Når Astrid i hemmelighed kravler op i kirketårnet, hvor støvet vidner om, at ingen nulevende har set søsterklokkerne og deres gådefulde inskriptioner. Når tømrerne begynder at nedtage kirken bid for bid med livet som indsats, ja også der sidder man med tilbageholdt åndedrag. Romanen er et overflødighedshorn af spændende historiske detaljer og sansemættede beskrivelser, og det hele står levende som en film for det indre blik. Over historien hviler der en nærmest højtidelig over overjordisk stemning – ganske som søsterklokkerne.
Det er en stort anlagt slægtsroman, Lars Mytting har begået, og han viser her et stort talent for at skrive medrivende og overbevisende om menneskeskæbner i et lille lukket samfund. Det er kort sagt en meget vellykket roman om tro og overtro, om sammenstødet mellem det gamle bonde- og trossamfund kontra moderne tider, om kærligheden og om at ofre sig selv for en større sag.
Kommentarer