Anmeldelse
Sorg og bøger
Amalie Langballe udkom tidligere i år med sin debutroman 'Forsvindingsnumre' om morens død. Her skriver hun om sine egne læseoplevelser efter sin mors død.
Af Amalie Langballe, forfatter
Jeg kan ikke længere huske den første bog, jeg læste efter, min mor døde. Det er én ting blandt mange, jeg ikke kan huske, som jeg troede, jeg ville. Jeg troede også, jeg ville kunne huske den første mand, jeg kyssede, det første grin, der forlod min mund, og det første bad, jeg tog, da vi kom hjem fra sygehuset.
Da tiden kom, og tiden var inde, og alt føltes for sent, viste det sig, at jeg ikke huskede de ting. Måske kan jeg ikke huske de ting, fordi der efter et dødsfald er så mange første gange, at hukommelsen ville lide overlast, hvis den skulle have dem alle med. For der er, naturligvis, første gange, jeg kan huske. Jeg kan huske den første gang, jeg vågnede - hvor fuldkommen uforberedt jeg var. Jeg kan også, af mere uforklarlige årsager, huske den første kuffert, jeg købte.
Og jeg kan huske den første sætning, jeg skrev: Du er død, og jeg er her endnu.
I lang tid, fra hun døde og til jeg fik en bogkontrakt, var det alt, jeg behøvede at vide. Jeg ved først, hvad jeg tænker om noget, når jeg har skrevet om det. Indtil da er der ikke meget andet end glimt, uorden og stemninger. Med min mors dødsfald var det sådan, at jeg ikke var sikker på, at jeg havde lyst til at vide, hvad jeg tænkte.
Nu, efter jeg har formuleret mine tanker og puttet dem i en bog, er jeg stadig ikke sikker på, hvad det præcis skal gøre godt for. En kvinde på min instagram har lige kommenteret et af mine billeder, hvor jeg sidder i solskin med blomstret tørklæde i håret: Jeg har mistet min mor og er tvangsindlagt som følge af det. Håber fandme din bog kan få mig ud.
Jeg har lyst til at svare hende, at det bare er en bog - medicin, terapi, tid får folk ud af psykiatriske afdelinger, ikke bøger - men samtidig så er nogle bøger, åbenlyst, ikke bare bøger.
Selvom jeg ikke kan huske, den første bog, jeg samlede op, så ved jeg, hvad jeg læste i tiden umiddelbart efter: Jeg genlæste 'Ringenes Herre' og 'Harry Potter'. De er mine krise-bøger uanset krisen. De to bogserier er for mig ikke så meget bøger, som de er sutteklude, der åbner min barndom op for mig. Jeg havde ikke brug for at konfrontere min sorg, jeg havde brug for at minde mig selv om en tid, hvor den ikke var der - hvor jeg stadig var et barn med ikke alt for mange venner, der plagede sin mor til at stå i kø foran Bog & Idé ved torvet i Svendborg i det, der måske bedst kan beskrives som en rum tid, så barnet kunne få 'Harry Potter og Føniksordenen' på udgivelsesdagen. Barnet ville så tilbringe de næste to-tre dage indelukket på sit værelse i den fugleredeformede stol i bambusflet, kun afbrudt af de måltider, som hendes mor serverede for hende.
Selvom den fugleredeformede stol i bambusflet for længst er smidt ud, så er det stadig der, jeg sidder, når jeg læser 'Harry Potter'. Og det er stadig min mor, der sørger for mit livs opretholdelse. Det er naturligvis en illusion, men det er en god en.
Hvorfor læser vi? Læser vi for at komme væk, for at komme tættere på, for at overkomme vores tvangsindlæggelse? Der er naturligvis teorier om det her, og jeg kunne forsøge at opridse dem for dig, for en stor del af min studietid på litteraturvidenskab i Odense gik med at fordybe mig i litteraturteorier. Når jeg ikke trækker dem op af hatten er det, fordi de altid forekom mig at være halvsløje forsøg på at intellektualisere noget, der sandsynligvis er ret banalt. I sidste ende tror jeg, vi læser romaner, fordi det føles godt, eller fordi det føles dårligt på en god måde.
Efter cirka et år begyndte jeg at opsøge bøger, der mere specifikt handlede om at miste. Indtil da havde jeg med en vis stædighed nægtet at lade mine læsevaner påvirke af det, der for øvrigt påvirkede alt andet. For det første led jeg under den vrangforestilling, at min sorg var unik. Ingen havde før sørget som mig, og ingen ville siden komme til det. For det andet var jeg opsat på ikke - som flere mænd jeg så i den periode ellers påstod - at dyrke min sorg. Jeg ville ikke være hende, der, som en af mændene formulerede det, svælgede i det. Derfor læste jeg andre ting: Jeg læste Rune Lykkebergs Alle har ret på et fly til Amsterdam, hvor jeg glemte at aflevere den, men på magisk vis aldrig blev opkrævet et erstatningsgebyr fra biblioteket, jeg lånte den af. Jeg læste Napoli-romanerne af Elena Ferrante i en hængekøje, hvorfra der var udsigt til et citrontræ. Jeg læste 'Infinite Jest' af David Foster Wallace på strandene langs Tel Aviv og erfarede, at man ikke kan læse den bog offentligt uden, at en amerikaner dukker op ud af det blå og vil betro en sin tatovering med et forudsigeligt citat fra murstensværket.
Min vej ind i dødebøgernes land begyndte med Naja Maria Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som jeg fik foræret på Gyldendal efter et møde derinde. I starten var jeg skeptisk. Jeg forstod ikke engang titlen. Den sørgende, følte jeg, havde intet at give, kun ting at tage. Men selvfølgelig elskede jeg den. Den var stærk og skrøbelig som glas. Derfra var det naturlig at fortsætte læsningen. Hvis du har interesseret dig for sorg, kender du nok allerede en del af titlerne: 'Sorgens Dagbog' af Roland Barthes, 'Mortality' af Christopher Hitchens, 'Blue Nights' af Joan Didion, Ming af Bjørn Rasmussen, 'Kræftafdeling' af Aleksander Solsjenitsyn. Der er også bøger om sorg og død, jeg ved, jeg kommer til at læse, som jeg ikke har læst endnu. Transfervindue af Maria Gerhardt, Gennem Natten af Stig Sætterbakken, Amduat. En iltmaskine af Harald Voetmann.
Hvad får jeg ud at læse de bøger, den slags bøger? Nogle gange, som med 'Sorgens Dagbog', var det som at læse et ekko af mig selv. Den fragmentariske form, de lakoniske observationer, det allestedsnærværende fravær - det hele var genkendeligt. Andre gange, som med Naja Maria Aidt og Joan Didion, var tabet så fundamentalt et andet, at det føltes selvmedlidende at skulle forsøge at spejle sig i deres oplevelser: At miste en forælder og miste et barn er forskellen på at miste naturligt og miste unaturligt. Det er forskellen på at opleve det uundgåelige og gennemleve det, der aldrig skulle være sket.
Men hjalp de? Gjorde det en forskel? Når man skriver en artikel med overskriften 'Sorg og Bøger' forventes det vel implicit, at der kan findes en sammenhæng mellem de to. At den ene umiskendeligt har noget at gøre med den anden. Hvad hvis jeg sagde til dig, at intet jeg kan sige - intet du kommer til at læse - kommer til at hjælpe dig? Medmindre dét - netop disse ord - rent faktisk hjælper. Dér har vi muligvis paradokset. Jeg er ikke sikker, men jeg tror - ligesom med alle andre gode bøger, jeg har læst - at jeg følte mig lidt mindre alene efter endt læsning.
Foto: Mathias Løvgreen
Amalie Langballe udkom tidligere i år med sin debutroman 'Forsvindingsnumre' om morens død. Her skriver hun om sine egne læseoplevelser efter sin mors død.
Af Amalie Langballe, forfatter
Jeg kan ikke længere huske den første bog, jeg læste efter, min mor døde. Det er én ting blandt mange, jeg ikke kan huske, som jeg troede, jeg ville. Jeg troede også, jeg ville kunne huske den første mand, jeg kyssede, det første grin, der forlod min mund, og det første bad, jeg tog, da vi kom hjem fra sygehuset.
Da tiden kom, og tiden var inde, og alt føltes for sent, viste det sig, at jeg ikke huskede de ting. Måske kan jeg ikke huske de ting, fordi der efter et dødsfald er så mange første gange, at hukommelsen ville lide overlast, hvis den skulle have dem alle med. For der er, naturligvis, første gange, jeg kan huske. Jeg kan huske den første gang, jeg vågnede - hvor fuldkommen uforberedt jeg var. Jeg kan også, af mere uforklarlige årsager, huske den første kuffert, jeg købte.
Og jeg kan huske den første sætning, jeg skrev: Du er død, og jeg er her endnu.
I lang tid, fra hun døde og til jeg fik en bogkontrakt, var det alt, jeg behøvede at vide. Jeg ved først, hvad jeg tænker om noget, når jeg har skrevet om det. Indtil da er der ikke meget andet end glimt, uorden og stemninger. Med min mors dødsfald var det sådan, at jeg ikke var sikker på, at jeg havde lyst til at vide, hvad jeg tænkte.
Nu, efter jeg har formuleret mine tanker og puttet dem i en bog, er jeg stadig ikke sikker på, hvad det præcis skal gøre godt for. En kvinde på min instagram har lige kommenteret et af mine billeder, hvor jeg sidder i solskin med blomstret tørklæde i håret: Jeg har mistet min mor og er tvangsindlagt som følge af det. Håber fandme din bog kan få mig ud.
Jeg har lyst til at svare hende, at det bare er en bog - medicin, terapi, tid får folk ud af psykiatriske afdelinger, ikke bøger - men samtidig så er nogle bøger, åbenlyst, ikke bare bøger.
Selvom jeg ikke kan huske, den første bog, jeg samlede op, så ved jeg, hvad jeg læste i tiden umiddelbart efter: Jeg genlæste 'Ringenes Herre' og 'Harry Potter'. De er mine krise-bøger uanset krisen. De to bogserier er for mig ikke så meget bøger, som de er sutteklude, der åbner min barndom op for mig. Jeg havde ikke brug for at konfrontere min sorg, jeg havde brug for at minde mig selv om en tid, hvor den ikke var der - hvor jeg stadig var et barn med ikke alt for mange venner, der plagede sin mor til at stå i kø foran Bog & Idé ved torvet i Svendborg i det, der måske bedst kan beskrives som en rum tid, så barnet kunne få 'Harry Potter og Føniksordenen' på udgivelsesdagen. Barnet ville så tilbringe de næste to-tre dage indelukket på sit værelse i den fugleredeformede stol i bambusflet, kun afbrudt af de måltider, som hendes mor serverede for hende.
Selvom den fugleredeformede stol i bambusflet for længst er smidt ud, så er det stadig der, jeg sidder, når jeg læser 'Harry Potter'. Og det er stadig min mor, der sørger for mit livs opretholdelse. Det er naturligvis en illusion, men det er en god en.
Hvorfor læser vi? Læser vi for at komme væk, for at komme tættere på, for at overkomme vores tvangsindlæggelse? Der er naturligvis teorier om det her, og jeg kunne forsøge at opridse dem for dig, for en stor del af min studietid på litteraturvidenskab i Odense gik med at fordybe mig i litteraturteorier. Når jeg ikke trækker dem op af hatten er det, fordi de altid forekom mig at være halvsløje forsøg på at intellektualisere noget, der sandsynligvis er ret banalt. I sidste ende tror jeg, vi læser romaner, fordi det føles godt, eller fordi det føles dårligt på en god måde.
Efter cirka et år begyndte jeg at opsøge bøger, der mere specifikt handlede om at miste. Indtil da havde jeg med en vis stædighed nægtet at lade mine læsevaner påvirke af det, der for øvrigt påvirkede alt andet. For det første led jeg under den vrangforestilling, at min sorg var unik. Ingen havde før sørget som mig, og ingen ville siden komme til det. For det andet var jeg opsat på ikke - som flere mænd jeg så i den periode ellers påstod - at dyrke min sorg. Jeg ville ikke være hende, der, som en af mændene formulerede det, svælgede i det. Derfor læste jeg andre ting: Jeg læste Rune Lykkebergs Alle har ret på et fly til Amsterdam, hvor jeg glemte at aflevere den, men på magisk vis aldrig blev opkrævet et erstatningsgebyr fra biblioteket, jeg lånte den af. Jeg læste Napoli-romanerne af Elena Ferrante i en hængekøje, hvorfra der var udsigt til et citrontræ. Jeg læste 'Infinite Jest' af David Foster Wallace på strandene langs Tel Aviv og erfarede, at man ikke kan læse den bog offentligt uden, at en amerikaner dukker op ud af det blå og vil betro en sin tatovering med et forudsigeligt citat fra murstensværket.
Min vej ind i dødebøgernes land begyndte med Naja Maria Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som jeg fik foræret på Gyldendal efter et møde derinde. I starten var jeg skeptisk. Jeg forstod ikke engang titlen. Den sørgende, følte jeg, havde intet at give, kun ting at tage. Men selvfølgelig elskede jeg den. Den var stærk og skrøbelig som glas. Derfra var det naturlig at fortsætte læsningen. Hvis du har interesseret dig for sorg, kender du nok allerede en del af titlerne: 'Sorgens Dagbog' af Roland Barthes, 'Mortality' af Christopher Hitchens, 'Blue Nights' af Joan Didion, Ming af Bjørn Rasmussen, 'Kræftafdeling' af Aleksander Solsjenitsyn. Der er også bøger om sorg og død, jeg ved, jeg kommer til at læse, som jeg ikke har læst endnu. Transfervindue af Maria Gerhardt, Gennem Natten af Stig Sætterbakken, Amduat. En iltmaskine af Harald Voetmann.
Hvad får jeg ud at læse de bøger, den slags bøger? Nogle gange, som med 'Sorgens Dagbog', var det som at læse et ekko af mig selv. Den fragmentariske form, de lakoniske observationer, det allestedsnærværende fravær - det hele var genkendeligt. Andre gange, som med Naja Maria Aidt og Joan Didion, var tabet så fundamentalt et andet, at det føltes selvmedlidende at skulle forsøge at spejle sig i deres oplevelser: At miste en forælder og miste et barn er forskellen på at miste naturligt og miste unaturligt. Det er forskellen på at opleve det uundgåelige og gennemleve det, der aldrig skulle være sket.
Men hjalp de? Gjorde det en forskel? Når man skriver en artikel med overskriften 'Sorg og Bøger' forventes det vel implicit, at der kan findes en sammenhæng mellem de to. At den ene umiskendeligt har noget at gøre med den anden. Hvad hvis jeg sagde til dig, at intet jeg kan sige - intet du kommer til at læse - kommer til at hjælpe dig? Medmindre dét - netop disse ord - rent faktisk hjælper. Dér har vi muligvis paradokset. Jeg er ikke sikker, men jeg tror - ligesom med alle andre gode bøger, jeg har læst - at jeg følte mig lidt mindre alene efter endt læsning.
Foto: Mathias Løvgreen
Kommentarer