Lisbeth Nebelong beskriver Færøerne så levende, at man kan smage saltet i luften.
Året er 1971. Andrias er fisker og gift med Elin. Sønnen Kári er blevet voksen og er nu med på Andrias på arbejde. Hjemme modtager Elin en dag et brev, som Andrias åbner. Det viser sig at være fra Elins tidligere kæreste, og Andrias føler sig forrådt. Derfor tager han på havet igen uden at være blevet forenet med Elin.
I 1999 befinder Elin sig alene ombord på et krydstogtsskib. Det er en tur, som hendes mand har foræret hende, og her blandt fremmede overrasker hun sig selv ved at fortælle om sit liv til en psykolog, hun møder på skibet. Imens tænker hendes mand tilbage på livet med Elin, mærker savnet, også efter sin første kone, som delte hans passion for musik, og han genkalder sig første gang, hvor han hørte Kári spille cello.
13 år senere i 2012 rejser Lisa til Norge og møder tilfældigt Kári, der var hendes ungdomskærlighed. Hun savner sin afdøde bror Erik, der gennem sine breve beskriver forholdet mellem søsteren og Kári. Vi hører også kort om Káris forhold til sin klaverlærer, den noget ældre Novella, adskillige år tilbage.
Den sidste novelle fortæller om det ældre ægtepar Edoardo og Novella, der besøger Island og Færøerne på deres guldbryllupsrejse. Dermed rundes de forskellige livshistorier af på fineste vis.
Lisbeth Nebelongs fortællinger er fyldt med små detaljer, der knytter de forskellige karakterer sammen, for eksempel kommer Kári i begyndelsen til skade med sin hånd på Andrias’ båd, og i bogens slutning må Novella lukke en bog om livet ombord på en trawler på grund af det barske billede af en dreng med en tilskadekommen hånd. Fortællingerne udgøres af utrolig fint vævede historier fra fortid og nutid. Læseren møder adskillige litterære citater særligt i bogens sidste noveller, der er med til at understrege pointerne. Bagerst i bogen findes en oversigt over personerne.
Kommentarer