Arbejdsløs, forældreløs og kæresteløs. Billis liv ligger i ruiner, men måske kan en rejse bringe nye håb. Sø kan noget med sine kvindelige figurer, men her er der lidt for meget tomgang.
Kvinden Billi er led og ked af sin situation: Hendes elskede far er lige død, hun er blevet fyret fra kuvertfabrikken, og hendes kæreste er gået fra hende med beskeden om, at han ”har lyst til at have lyst til noget igen” – underforstået at han har mistet lysten til at tilbringe mere tid sammen med hende. Skæbnens ironi har tilmed villet, at alle tre ulykkeligheder er indtruffet på stort set samme tid. Som Billi meget nøgternt opdaterer: ”På en og samme dag blev det dokumenteret, at jeg er kæresteløs, forældreløs og arbejdsløs. ” Og alle tre skrivelser, fyresedlen, papirerne fra bedemanden angående farens bisættelse og jeg-går-fra-dig-sedlen fra (ex)kæresten, ligger nu foran hende i hver sin kuvert! ”Nu ligger ruinerne af mit liv i tre kuverter. ”
Og hvad gør man så, når man ikke ved, hvad man skal gribe og gøre i, og når der ingen faste holdepunkter er længere? Man rejser (eller flygter) – kald det, hvad du vil. Billi indleder i hvert fald en form for jagt på noget nyt livsindhold, og hun rejser derfor i første omgang til Finland, papirets land. Herefter går turen til et kriseramt Grækenland, hvor hun har ladet sig fortælle, at kuverten (om ikke andet) lever i bedste, men måske ikke helt lovligt, velgående. Og endelig når hun til Rumænien, hvor hun dels håber at gense én af kuvertfabrikkens tidligere maskiner, og dels har lovet faren at opsøge kvinden Petro. Med andre ord: Billi har stadig nok at se til, trods alt.
Mette Sø kan altså noget med sine kvindelige romanfigurer, der som oftest besidder et temmelig specielt erhverv, og som oftest er ret dedikeret til det. Til eksempel kan nævnes den sørgmuntre ’I en snæver vending’, hvor hovedpersonen Betty har et ret kreativt trussefirma, og i Sø´s foregående roman, ’Fordi at’, er kvinden Kanel skovhugger. Disse kvinders faglige engagement – og det gælder i særdeleshed også Billi – er en væsentlig del af Mette Søs kendetegn, og denne del fletter sig ganske naturligt sammen med noget andet typisk Søsk, nemlig humoren, der går hånd i hånd med det gravalvorlige.
’Sommergræs, vinterorm’ er for så vidt en velkomponeret og formfuldendt roman, men desværre følte jeg ind imellem, at den gik i tomgang. Hvor utroligt det end lyder, når vi taler Mette Sø, blev det ganske enkelt lidt kedeligt ind imellem. Men måske er der en dybere mening med kedsomheden og galskaben: Selvom Billie hele tiden bevæger sig, fra land til land og fra sted til sted indenfor landets grænser, er det alligevel som om, hun langt hen ad vejen står fuldkommen stille. Og det er måske denne stilstand, der smitter af på historien.
Mette Søs forfatterskab er absolut anbefalelsesværdigt, men ’Sommergræs, vinterorm’ er ikke denne anmelders favorit. Men læs endelig løs – måske bliver det din!
En særlig tak til Isabel Fluxá Rosado for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hende på Instagram, hvor hun deler ud af sine læseoplevelser og sit virke som journalist, forfatter og bogblogger.
Kommentarer