Slæber sig mod Betlehem

Joan Didions skarpe essays zoomer køligt ind og ud på 60'ernes Californien, mens sammenbruddet lurer i horisonten.

Joan Didion er indbegrebet af coolness. Det var hun for 50 år siden, da hun udgav essaysamlingen ’Slouching towards Bethlehem’, og det er hun stadig, nu hvor den endelig er udgivet på dansk som en del af Gyldendals SKALA; en serie af skelsættende klassikere, som fortjener fornyet opmærksomhed.

Samlingen af udvalgte essays fra 1961 til 1967 er opdelt i tre dele, ‘Levet liv i det gyldne land’, ‘Personligt’ og ‘Syv af mine tankes steder’ udkom i 1968. Det går stærkt i Didions essays, der dvæles ikke, og journalisten Didion foregiver ikke at være neutral, skrivestilen er skarp og personlig, men aldrig dømmende. Hun observerer og fortæller, og Didion blev med sine essays en repræsentant for new journalism, som blomstrede i 60'erne og 70'erne.

Titelessayet ’Slæber sig mod Betlehem’ er fra 1967, og titlen stammer fra digtet ’The second coming’ af Yeats og blev trykt i The Saturday Evening Post. Her får vi et foruroligende indblik i bagsiden af hippiernes San Francisco, en tilsyneladende evig jagt på syre afløst af dårlige trips og makrobiotisk mad. Didion får sig en snak med 5-årige (fem!) Susan, som elsker Coca-Cola og Bob fra Grateful Dead.

“I et helt år har hendes mor givet hende både syre og peyote. Susan kalder det at blive skæv.” Det er dog ikke alle de andre børn, der oplever det samme. Kun Sally og Anne - Veninden Lia går ikke i High Kindergarten!

Didions essays er som små postkort fra 60ernes Californien, som efterlader en følelse af et forestående sammenbrud. Didion skriver ikke kun om dem, hun observerer, hun bliver også filosoferende og personlig, særligt i sine enkelte essays fra tiden i New York; her fra Vogue-essayet ’Om selvrespekt’:

“..det er selvrespektens store, enestående kraft. Uden den opdager man før eller siden skruens sidste stramning. Man løber væk for at finde sig selv og opdager, at der ikke er nogen hjemme.”

Didions år i New York opleves som en lang kærlighedsaffære med byen; stor passion som til sidst brænder ud, på samme måde som ungdommen ikke varer ved. 'Farvel til alt det' markerer både en begyndelse og en slutning for Didion; det var i New York, hun for alvor slog igennem som journalist, og det var her, hun mødte sin mand. At bo i New York forekom aldrig som et virkeligt liv, det var en slags orlov på ubestemt tid, som en overgang fra barndommen til voksenlivet, en afsked med ungdommen og uskylden:

“...jeg havde fornemmelsen af, at hvis jeg trængte til penge, kunne jeg altid får dem.(...)Ingenting var uigenkaldeligt, alt var inden for rækkevidde. Rundt om det næste hjørne var der noget ejendommeligt og interessant, som jeg aldrig før havde set eller gjort eller vidst.”

'Slæber sig mod Betlehem' er et enestående værk, som på en stille, kølig facon flyttede rundt på mit billede af 60'ernes USA. Og nu vil jeg have mere Didion.