Blå timer

Anden akt af Joan Didions personlige tragedie om tabet af ægtemand og datter er samtidig velskreven essayistik om det at blive gammel. For er bogens virkelige hovedperson ikke Didion selv?

Joan Didions biografi ’Blå timer’ er en fortsættelse af - og uløseligt forbundet med - den forrige bog Et år med magisk tænkning. Didion er en kendt, respekteret amerikansk kulturpersonlighed, der op gennem 60’erne og 70’erne var en succesrig manuskriptforfatter og journalist. Hun er ikke en hvem som helst, og det bærer ’Blå timer’ også præg af.

Bogen handler blandt andet om det tragiske tab af en elsket datter, Quintana Roo, som Didion og hendes mand adopterer. Datteren lider af tvangsforestillinger og er på mange måder et ensomt barn. Forældrene lever deres liv, og til tider forekommer det mig, at Quintana er et accessoire til deres liv – og dog. Joan Didion evner at beskrive følelser både smukt og meget nærværende, og der er ingen tvivl om, at datteren har været elsket. Forældrene har derimod ubevidst krævet, at hun opfører sig som en voksen, og hendes privilegerede opvækst har ikke meget barndom over sig med forældre, der turnerer verden rundt, bor på hotel i ugevis og arbejder konstant. Joan Didion erkender fejl, forsømmelser og foreteelser, men fokus rettes hurtig over på andet.

Forholdet til datteren forekommer meget besynderligt, og man spørger sig selv under læsningen, om denne bog handler om datteren Quintana og tabet af hende, eller om den i virkeligheden mere er en bog om Didion selv og om ”de blå timer”, når livet går på hæld, om frygten for døden og alderens tyngde?

Den utrolige billedskabende skrivestil med små øjebliksbilleder, erindringsglimt og intellektuelle erkendelser er med til at flytte fokus, og man bliver forført af hendes ord. Det er en ambivalent oplevelse at læse ’Blå timer’ på samme måde som med Didions forrige bog, ’Et år med magisk tænkning’. Didion skriver forrygende godt, men hun er også digressionens mester - en tanke føder en anden tanke , der så går over i en tredje osv. Og så synes jeg, der er forfærdelig meget namedropping. Når jeg alligevel synes, at bogen er god læsning, er det fordi, Didion skriver så begavet og smukt.

'Blå timer’ er et litterært og terapeutisk sorgarbejde, og bogen er en sproglig nydelse. Didion, der umiddelbart udstråler fysisk skrøbelighed og uafladeligt taler om sin psykiske ditto, fremstår som en sær blanding af forfinet og forfængelig ældre dame, der samtidig besidder et brølende analytisk og skarpt intellekt. Hvor mange kun kan beklage forfaldet og intet gøre, beriger Didion os med kloge tanker. Så er det et spørgsmål om man kan lide dem eller ej.