Skyggen over Innsmouth af H. P. Lovecraft

Det grufulde, unævnelige og uforklarlige sætter nattesøvnen på prøve i Lovecrafts gysende noveller.

H. P. Lovecraft lærte at læse og skrive i en tidlig alder takket være sin bedstefar, som også gav ham kærligheden til spøgelses- og gotiske historier. I sin levetid blev han stort set kun udgivet i pulpblade, men eftertiden har fået øjnene op for hans kvaliteter, og Lovecraft har øvet stor indflydelse på nutidens gyserforfattere.

”Skyggen over Innsmouth” består af tre historier, som første gang udkom i henholdsvis 1936, 1931 og 1924.

Titelnovellen “Skyggen over Innsmouth” fortæller om den lille by Innsmouth, hvis indbyggere holder sig for sig selv. Fremmede er ikke velkomne, og da fortælleren alligevel drister sig ind i byen for at se nærmere på arkitekturen – og for at høre nærmere om byens historie fra den lokale drukkenbolt – fornemmer han en klar følelse af fjendtlighed. Trods sine intentioner om at forlade byen før det bliver mørkt, ender han alligevel med at måtte overnatte, og det får (naturligvis) uhyggelige konsekvenser.

Den anden historie hedder “Den hviskende i mørket” og handler om litteraturlæreren og amatørforskeren i folkeminder, der kommer i korrespondance med Arkley, som bor i nærheden af nogle vildsomme bjerge, der er genstand for mange myter og skrækhistorier. De to bliver venner, og fortælleren indvies i en masse uforklarlige og uhyrlige hændelser. En dag modtager han dog et brev om at skynde sig at komme og besøge Arkley, trods tidligere advarsler mod det samme. Besøget spænder ikke fredeligt af.

Sidste historie hedder “Rotterne i murene”, og handler om en skrækkelig familiehemmelighed, som finder frem i lyset efter mange hundrede år, da en efterkommer af slægten de la Poer vender tilbage til hjemstavnen for at istandsætte Exham Priory. Det går dog snart op for ham, at de la Poer-familien langt fra er velset i lokalsamfundet, og efter at have restaureret og genopbygget de gamle bygninger går det op for ham hvorfor.

Fælles for de tre historier er, at uhyggen altid er unævnelig, blasfemisk, umenneskelig og uforklarlig. Det hører med til Lovecrafts stil, som for en nutidig læser måske kan virke lidt omstændelig, ligesom det chokerende i historierne heller ikke nødvendigvis overrasker en moderne læser. Ikke desto mindre synes jeg stadig, at Lovecrafts historier holder, for de har en indre uhygge og intens stemning, som ikke mange andre kan finde ind til. Så prøv ”I skyggen af Innsmouth”, som trods historiernes mange år på bagen også formår at skræmme læserne i dag.