Anmeldelse
Skyggelandet af Taichi Yamada
Velskrevet japansk roman om had, kærlighed og livet efter døden.
Forsiden af "Skyggelandet" viser en asiatisk kvinde i underkjole og bare tæer, som står med sine stiletter i hånden og ryggen mod beskueren – alene i en lang korridor. Et smukt billede, som alligevel har noget skæbnesvangert over sig. Den følelse beskriver meget godt stemningen i Taichi Yamadas roman.
Harada skriver manuskripter til tv-serier. Han er relativ succesfuld, men er nyligt blevet skilt fra sin kone, så han nu bor til leje i en kontorbygning midt i Tokyo. En aften føler han en sær kulde og bestemmer sig for at se, hvor mange der egentlig er i bygningen efter arbejdstid. Kun ét vindue er oplyst – hans eget.
Det viser sig dog, at også kvinden Kei bor i bygningen. Hun opsøger Harada, men da hun er lidt beruset, og Harada er i dårligt humør, afviser han hende, og så forsøger han ellers at glemme hende igen.
Haradas forældre døde, da han var 12 år. En pludselig indskydelse får ham en dag til at opsøge bydelen, hvor han boede med sine forældre. Her støder han på en mand, som ligner faderen, da han døde. Harada bliver inviteret med hjem, og det viser sig, at hustruen også ligner hans mor på hendes dødsdag. Ægteparret ikke alene ligner Haradas forældre – de indhyller ham også i forældrelig kærlighed, og Harada tager opmuntret hjem.
Harada ved godt, at hans forældre er døde, men kontakten med dem føles så livgivende, at han ikke kan tro, at det er farligt for ham.
Samtidig med hans besøg hos forældrene støder han også på Kei igen. De to indleder et forhold, men det viser sig snart, at det alligevel ikke er helt ufarligt at omgås de døde.
"Skyggelandet" er ikke en roman, man kan læse, mens man ser tv og hører musik. Den er umiddelbart let tilgængelig, men stemningen i bogen kræver, at man fordyber sig og lader sig opsluge af den dystre atmosfære, som snart indfinder sig.
Beskrivelsen af Haradas ensomhed er knugende. Selvom Taichi Yamada ikke bruger mange ord, formår han at sige en masse – om kærlighed, om had, om sorg og om savn.
Romanen er blevet kaldt en "stemningsfyldt og gribende litterær gyser". Den greb i hvert fald mig.
Oversat af Mette Holm. Cicero, 2007. 153 sider.
Velskrevet japansk roman om had, kærlighed og livet efter døden.
Forsiden af "Skyggelandet" viser en asiatisk kvinde i underkjole og bare tæer, som står med sine stiletter i hånden og ryggen mod beskueren – alene i en lang korridor. Et smukt billede, som alligevel har noget skæbnesvangert over sig. Den følelse beskriver meget godt stemningen i Taichi Yamadas roman.
Harada skriver manuskripter til tv-serier. Han er relativ succesfuld, men er nyligt blevet skilt fra sin kone, så han nu bor til leje i en kontorbygning midt i Tokyo. En aften føler han en sær kulde og bestemmer sig for at se, hvor mange der egentlig er i bygningen efter arbejdstid. Kun ét vindue er oplyst – hans eget.
Det viser sig dog, at også kvinden Kei bor i bygningen. Hun opsøger Harada, men da hun er lidt beruset, og Harada er i dårligt humør, afviser han hende, og så forsøger han ellers at glemme hende igen.
Haradas forældre døde, da han var 12 år. En pludselig indskydelse får ham en dag til at opsøge bydelen, hvor han boede med sine forældre. Her støder han på en mand, som ligner faderen, da han døde. Harada bliver inviteret med hjem, og det viser sig, at hustruen også ligner hans mor på hendes dødsdag. Ægteparret ikke alene ligner Haradas forældre – de indhyller ham også i forældrelig kærlighed, og Harada tager opmuntret hjem.
Harada ved godt, at hans forældre er døde, men kontakten med dem føles så livgivende, at han ikke kan tro, at det er farligt for ham.
Samtidig med hans besøg hos forældrene støder han også på Kei igen. De to indleder et forhold, men det viser sig snart, at det alligevel ikke er helt ufarligt at omgås de døde.
"Skyggelandet" er ikke en roman, man kan læse, mens man ser tv og hører musik. Den er umiddelbart let tilgængelig, men stemningen i bogen kræver, at man fordyber sig og lader sig opsluge af den dystre atmosfære, som snart indfinder sig.
Beskrivelsen af Haradas ensomhed er knugende. Selvom Taichi Yamada ikke bruger mange ord, formår han at sige en masse – om kærlighed, om had, om sorg og om savn.
Romanen er blevet kaldt en "stemningsfyldt og gribende litterær gyser". Den greb i hvert fald mig.
Oversat af Mette Holm. Cicero, 2007. 153 sider.
Kommentarer