Skrigerne! af Michael Strunge

Råbene er voldsomme, synet sort og magtesløsheden skriger ud af versalerne.

”Reaktioner på en vanvittig virkelighed
Vi er alle afvigere for borgerlighed
Afvig, afvig fra almindelighed
Bryd pæne normer og kedsomhed”

Jeg elskede Michael Strunge som teenager, dog uden at kende ham personligt. Jeg var dybt fascineret af ham og den myte, han blev til, de sortmalede øjne ordene og attituden. Han blev en stor del af mit eget lille oprør, og jeg slugte hans digte intenst. Han tog sit eget liv i 1986. Han blev kun 27 år, men nåede alligevel at udgive 11 digtsamlinger.

Digtsamlingen ’Skrigerne’ udkom i 1980 og betragtes som Strunges afsked med punken. Han ville ikke sættes i bås. Jeg læser dog mange af miljøets holdninger og afstandtagen i digtene. Råbene i ’Skrigerne’ er voldsomme, synet er sort med sort på. Magtesløsheden skriger ud af hvert eneste bogstav, der alle er skrevet med VERSALER. Vreden mod samfundet er enorm. Strunge føler sig udenfor samfundet og udtrykker et had til det etablerede, det er dem og os. Der er død og ødelæggelse på hver side og alligevel en halvvejs humoristisk tilgang til sprog og indhold. Der bliver rimet og gjort grin med bedsteborgerlige ting, som f.eks. Grand Prix og parcelhuse.

Holder digtsamlingen ved genlæsninge  her 37 år efter? Det rytmiske og det poetiske gør. Det historiske gør den interessant - og muligvis eksotisk for de yngre generationer. Jeg kan høre Strunges stemme for mig, når jeg læser digtene, selv så mange år efter. Det er trist og samtidig aldeles formidabelt.