Sidste nat i Twisted River af John Irving

En John Irving-mursten som vi kender og (mange) elsker dem. Gale og geniale indfald, udfald, forviklinger og personer - underholdning til mange gode timer.

Da John Irving udgav sin forrige roman, ’Indtil jeg finder dig’, så jeg et interview med ham på tv. Han blev spurgt hvorfor han skrev så tykke bøger (’Indtil jeg finder dig’ fyldte 839 sider), hans svar var (citeret efter hukommelsen): ”Jeg skriver bøger for folk der godt kan lide at læse, og så behøver det ikke være hurtig overstået”. Et fint svar på et halvdumt spørgsmål, men jeg tror nu ikke det er hele sandheden. Jeg tror John Irving skriver så tykke bøger fordi han kan lide at skrive dem - ”Sidste nat i Twisted River” lyser af fortællerglæde, selv om den altså ”kun” er på 618 sider.

Bogen handler mest om mænd og drenge. Der er også kvinder med i historien. Kvinder der gør en stor forskel for mændene og drengene, men det er alligevel mest deres scene og deres historie. Fædre, sønner, venner, fjender og rivaler.

I 1954, hvor fortællingen starter, arbejder kokken Dominic i et lille spisehus hvor de fortrinsvis bespiser skovarbejdere der flåder tømmerstokke ned af Twisted River. Han bor alene sammen med sin søn, Danny. (Dannys mor er død ved en squaredance på is ulykke). En nat bliver far og søn nødt til at flygte da Danny forveksler sin barnepige/faderens elskerinde med en bjørn. Han pander hende simpelthen ned med en stegepande, og hun dør. Det er slemt, men værre er, at hun boede sammen med byens meget voldelige sherif, Carl, så far og søn må flygte. I første omgang til Boston, men i løbet af de 50 år romanen løber over, kommer de vidt omkring i USA og Canada.

Det imponerende og fornøjelige ved Irvings romaner - også denne - er alle sidehistorierne, alle detaljerne. Det er fuldstændig vildt, alt det han finder på. Det er overvældende på den sjove måde. Personerne er fulde af liv og historie. Det har en helt særlig melodi.

Hop i Twisted River, hvis du vil forføres, forundres og underholdes.