Anmeldelse
Selma Lagerlöf: Jerusalem
- Log ind for at skrive kommentarer
»Her i sognet er folk vant til, at nogen ordner sagerne for dem. Men nu er Store Ingmar borte, og skolelæreren har mistet sin magt, og sognepræsten har aldrig haft magt til at regere«, hedder det et sted i Selma Lagerlöfs roman »Jerusalem«.
En prædikant - hjemvendt fra Amerika - ankommer til et landligt område i Dalarna i Sverige i 1800-tallet og får let spil i et samfund, hvor de traditionelle autoriteter smuldrer. Han splitter landsbysamfund, kærestepar og familier, lover guld og grønne skove i Jerusalem, og halvdelen af landsbyen hopper på limpinden.
Mennesker, der lover paradis på jord, har altid haft og har stadig let spil. Men løftet ender som regel altid i helvede. Også i Lagerlöfs univers, hvor forfatteren sætter jordens og slægtens fællesskab højere end religionens og de store ideers. Man kan kalde det konservatisme.
Med det 20. århundrede i mente kan det dog kun løbe koldt ned ad ryggen på læseren, når store masser går i trance og falder for fjerntliggende ideer – og mister blikket for en virkelighed, der ligger lige uden for døren. Hvad det angår må man sige, at Selma Lagerlöf ikke blot var forudseende, men havde fattet menneskets farlige natur.
Romanen bygger op virkelige hændelser i et sogn i Dalarna i slutningen af 1800-tallet. Begivenhederne vil være velkendte fra Bile Augusts fine filmatisering af bogen: En stor gruppe mennesker forlader deres fødejord for at udvandre til Jerusalem og afvente Kristi genkomst i byen. De troede, de skulle møde den overdådige by, de kendte fra Johannes’ Åbenbaring. De møder tørke, fattigdom, ulidelig hede, svindlere og dødbringende subtropiske sygdomme.
Som i størstedelen af Selma Lagerlöfs forfatterskab er det kærligheden, der må holde tilbage, når mennesket bliver besat af troen og lader denne gå over nåden. I bogen skildres kærlighedens uvilkårlige væsen, der er oppe mod meget hårde odds i troens dæmoniske magt.
Bogen er fyldt med symbolske passager og vel nogle gange også lidt patetisk i tonen, men også med et klarsyn i bedste Lagerlöf-stil.
Selma Lagerlöf: Jerusalem, 450 sider (Gyldendal)
- Log ind for at skrive kommentarer
»Her i sognet er folk vant til, at nogen ordner sagerne for dem. Men nu er Store Ingmar borte, og skolelæreren har mistet sin magt, og sognepræsten har aldrig haft magt til at regere«, hedder det et sted i Selma Lagerlöfs roman »Jerusalem«.
En prædikant - hjemvendt fra Amerika - ankommer til et landligt område i Dalarna i Sverige i 1800-tallet og får let spil i et samfund, hvor de traditionelle autoriteter smuldrer. Han splitter landsbysamfund, kærestepar og familier, lover guld og grønne skove i Jerusalem, og halvdelen af landsbyen hopper på limpinden.
Mennesker, der lover paradis på jord, har altid haft og har stadig let spil. Men løftet ender som regel altid i helvede. Også i Lagerlöfs univers, hvor forfatteren sætter jordens og slægtens fællesskab højere end religionens og de store ideers. Man kan kalde det konservatisme.
Med det 20. århundrede i mente kan det dog kun løbe koldt ned ad ryggen på læseren, når store masser går i trance og falder for fjerntliggende ideer – og mister blikket for en virkelighed, der ligger lige uden for døren. Hvad det angår må man sige, at Selma Lagerlöf ikke blot var forudseende, men havde fattet menneskets farlige natur.
Romanen bygger op virkelige hændelser i et sogn i Dalarna i slutningen af 1800-tallet. Begivenhederne vil være velkendte fra Bile Augusts fine filmatisering af bogen: En stor gruppe mennesker forlader deres fødejord for at udvandre til Jerusalem og afvente Kristi genkomst i byen. De troede, de skulle møde den overdådige by, de kendte fra Johannes’ Åbenbaring. De møder tørke, fattigdom, ulidelig hede, svindlere og dødbringende subtropiske sygdomme.
Som i størstedelen af Selma Lagerlöfs forfatterskab er det kærligheden, der må holde tilbage, når mennesket bliver besat af troen og lader denne gå over nåden. I bogen skildres kærlighedens uvilkårlige væsen, der er oppe mod meget hårde odds i troens dæmoniske magt.
Bogen er fyldt med symbolske passager og vel nogle gange også lidt patetisk i tonen, men også med et klarsyn i bedste Lagerlöf-stil.
Selma Lagerlöf: Jerusalem, 450 sider (Gyldendal)
Kommentarer