Tre mænd mødes til en genforeningsweekend. Pigen, de engang var forelskede i, forsvandt, og de er ikke kommet sig over det. Lyder det spændende? Well it ain’t!
Tre 66-årige mænd mødes til en reunion på Martha’s Vineyard 44 år efter deres første møde på det lille kunstcollege Minerva i Connecticut. Det kunne der være kommet en spændende roman ud af, men det gør der desværre ikke, den er gammeldags, stereotyp og skuffende.
Skuffelsen beror nok mest på, at Richard Russo har skrevet flere helt vidunderlige romaner, og jeg er stor fan, så forventningerne var ligeledes store. Når det så er sagt, så er selv en dårlig Russo roman en ok roman, fordi han er så professionel og kan skrue en god dialog sammen og skabe cliffhangers.
Lincoln, Teddy og Mickey er alle kommet ind på det lille liberale kunstcollege i Connecticut på stipendiat. De kommer fra vidt forskellige baggrunde, som bliver præsenteret i flashbacks gennem hele romanen, og vi forstår, hvorfor de er blevet til dem, som de er. Opvækst og baggrund er alt, især i USA, men da de møder Østkystpigen Jacy, en vild og meget velhavende studiekammerat, bliver de alle forelskede og forblændede af hende. Hun repræsenterer alt det, de ikke er. Men da hun forsvinder kort tid efter deres eksamen, sker der noget med dem, og ingen kommer sig siden over tabet.
'Sandsynligvis' er på mange måder en ærkeamerikansk udgivelse, en roman om langtidsholdbare venskaber mellem mænd gennem årtier, om relationer mellem børn og deres forældre, om de valg, vi foretager i ungdommen, og hvad de kommer til at betyde for vores liv. Men også om, hvordan en enkelt begivenhed kan indvirke på resten af livet.
Hvorfor keder jeg mig så? Hvorfor synes jeg at romanen er fyldt med klicheer og som skrevet ud fra en checkliste? Og hvorfor blev jeg alligevel ved med at læse? Romanen vil gerne fortælle nuanceret om mænd og mandevenskaber, men der er intet nyt under solen. De tre mænd er stereotyper, og det er som om, de tre venner skal repræsentere mænd generelt, og derfor bliver det så kunstigt. Der er ham, der giftede sig, fik børn og arbejder som ejendomsmægler, ham der er en rolling stone, musiker og slå-på-tæven typen, der kører Harley og til sidst ham den intellektuelle forlægger på et religiøst forlag. Så har vi vist været hele vejen rundt, men det virker så utroværdigt.
Jeg tror, jeg ville have elsket denne roman for ti år siden, måske ikke så meget, som jeg elskede Empire Falls, Åndernes rige og 'Hvem er fuldkommen', tre vidunderlige Russo romaner, og det var grunden til, jeg blev ved med at læse. Men 'Sandsynligvis' virker på mig som om, den har ligget lidt for mange år i skrivebordsskuffen, inden den blev udgivet. Hvor er det ærgerligt, men det er uden tvivl den svageste Russo roman, jeg har læst. Læs forfatterens andre romaner i stedet, det er min bedste anbefaling.
Kommentarer