Rosenreglen af Liv Nimand Duvå

En ung kvinde forbereder en kunstudstilling, der samtidig bliver et hævntogt, mens fortiden bliver mere og mere nærværende. Rasende god og lige så vigtig roman.

I 2017 debuterede Liv Nimand Duvå med romanen Vi er vel helte, som hun helt fortjent modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. Nu har hun så begået sin såkaldte svære toer, der er lige så smerte- og frydefuld læsning som sin forgænger. Her i 'Rosenreglen' er der kunst, hverdagssexisme, misbrug og svigt på tapetet, og historien er rasende godt fortalt. Liv Nimand Duvå er kommet for blive.

En ung kvinde flytter i kollektiv med nogle venner for her at hellige sig forberedelsen af en kunstudstilling i Århus Kunsthal. Men som læser fornemmer man hurtigt, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Hun har det tydeligvis ikke godt – en konstatering, der får slået hovedet på sømmet, da hun koger æblemos til sine samboere og tilsætter syre i form af rengøringsmidler. Men hvorfor mistrives hun? Dét gives der støt og roligt svar på via tilbageblik i tiden. Helt nøjagtigt tilbage til 1999, da hun bare var omkring 13 år. Og der kom en fotograf ind i billedet.

Spændingen stiger romanen igennem. Sideløbende med at hun bokser med den kommende udstilling, som skal vise sig at blive af både uhyre personlig og hævngerrig karakter, oprulles hendes 13-årige jegs historie med en mor, der, trods de bedste intentioner, svigter, og et bekendtskab med en voksen mand. En fotograf, der misbruger sin alder, sit køn og sin magt – og dermed også pigen. Man forstår, hvorfor hun har det så skidt. Og på samme måde som hun, fik jeg en ufattelig stor lyst til at hævne fortiden. Historien kryber ind under huden og giver kvalme på den måde, som kun god litteratur kan.

Liv Nimand Duvå har sagt, at hun håber, romanen ”… kan være med til at gøre op med tabuer omkring kropsskam og selvskade, ved at vise, at det ikke har sin oprindelse i individet, men i en kultur og et mandligt blik, vi allerede som små udsættes for.” Og hva´ f…. er det også for noget at producere pikant undertøj med Snoopy-figurer på til piger, der knap er blevet teenagere?! Jeg er simpelthen blevet så vred og indigneret af at læse 'Rosenreglen', og jeg håber inderligt, ligesom Liv Nimand beskriver det ovenfor, at romanen vil være med til at sætte spot på det forskruede og nedværdigende, der eksisterer i vores kultur omkring pigekroppe.

Så foruden at være en på alle måde god og vellykket roman, er det også en yderst vigtig og vedkommende roman. Roser til 'Rosenreglen' og til Liv Nimand Duvå.