Nybagte tvillingemødre frarådes at købe et håndværkertilbud, det ender med skilsmisse eller kronisk raseri ifølge Isakstuens lidt skuffende roman om at være mor, menneske og husejer.
Den norske forfatter Monica Isakstuen har skrevet en selvstændig efterfølger til sin fremragende Vær god ved dyrene, hvor hun blev skilt og skulle til at finde fodfæste som enlig mor. I 'Raseri', som efterfølgeren hedder, er der gået nogle år, og hovedpersonen har fundet en ny mand, er flyttet sammen med ham og har fået tvillinger. De har købt en kæmpe kasse af en fredet villa og skal til at sætte den i stand. Midt i dette helvede af mangel på søvn og helt almindelige praktikker, som småbørnsforældre nu engang har, udvikler hun et forfærdeligt temperament. Hun elsker sin mand og sine børn, men ender med fuldstændig at koge over og gribe til korporlighed.
Alle småbørnsforældre kan nikke genkendende til følelsen af ikke at slå til, ikke nå alt det, man gerne vil, og af og til gå over stregen, råbe alt for højt, og smække for hårdt med dørene. Vi har sikkert alle prøvet at have sovet for lidt, at føle os udfordret af uendelige krav, have dårlig samvittighed over ikke at være kærlige og lyttende og ikke at dyrke sex nok. Når man læser Monica Isakstuens roman, genkender man nærmest det hele og tænker, at kravene til kvinder er urimelige. Hvordan skal man både kunne leve op til det selvopofrende kvindeideal om at være den kærlige hyggespreder, den der gyder olie på de oprørte vande - og samtidig i mange tilfælde være den, der har det ultimative ansvar for familiens velbefindende, samtidig med at man opfører sig ordentligt?
Isakstuen går tanden videre, og man bliver til tider i tvivl om hendes vanvittige raseri er virkeligt eller bare noget, hun tænker sig til. Vores rasende hovedperson har en konstant følelse af utilstrækkelighed, og hun rager ind i den ene følelsesforvikling efter den anden. Hænderne klør, og hun føler sig som jaget vildt på den kønspolitiske slagmark. For manden siger: ”Tag det nu med ro, lad være at råbe så meget, det går nok”, og hun har bare lyst til at vippe ham en og tæve ungerne. Når hele huset flyder af legetøj, beskidt tøj og toiletpapiret er sluppet op, så kan hun ikke længere.
Monica Isakstuen kan med sine små tableauer helt kort beskrive en følelse af afmagt, mens verden (og manden) som et andet kor kvæler hende med selvfølgeligheder som ”sådan er livet med små” og ”det er en fase”, samtidig med, at de er ”så forbandet omsorgsfulde og venlige og tålmodige”.
Jeg var meget begejstret for 'Vær god ved dyrene', men 'Raseri' er ikke så spændende, jeg kedede mig lidt og synes, der findes bedre bidrag på den litterære scene, hvis man vil læse om mødre, når livet med småfolk sættes på spidsen. Romanen er letlæst og fin nok, men Maja Lucas, Cecilie Lind og Hanne Højgaard Viemose har skrevet mere spændende bøger om moderskab.
Kommentarer