Præsteungen af Göran Tunström

Barndommen er sjældent lykkelig, mens den leves, den bliver det først i erindringen - en smuk og bevægende skildring af drengen i Sunne og hans måde at takle livet, døden og fremtiden på.

Da Göran er 12 år, dør hans far, og det kan han ikke være bekendt! De havde jo ikke snakket færdig, der var stadig så meget der skulle drøftes og diskuteres, bl.a den sidste Biggles-bog. Drengens sorg og vrede og følelse af svigt er afgrundsdyb, og han overvejer at tage sit eget liv for igen at kunne være sammen med sin far.

Han beslutter sig dog for at give livet en chance: "Men jeg tænker: forinden må jeg forstå den novelle. Må forstå alting. Jeg vil ikke dø endnu, sådan som jeg hele vinteren har været nødt til at tænke. Og jeg indgår en pagt med mig selv: jeg vil leve til jeg bliver otteogtyve år. Så burde jeg have været i seng med nogle piger, have fået et barn, læst det jeg vil læse, set de lande jeg vil se. Hvis man ved at man ikke behøver leve længere, må alting blive lettere. Et provisorium." (s. 93)

Nænsomt beretter Göran Tunström om den svagelige præstesøn fra Sunne i Värmland og hans kamp med livet, barndommen med alle dens små fortrædeligheder og tabet af faderen. Han fortæller om ungdomsårene med pigerne og kærligheden og poesien, eksperimenter med livet i venten på, at livet skal begynde, og på, at han skal nå den magiske alder, otteogtyve, der vil give ham fred og forening med faderen.

Indimellem er han en farlig karl og indimellem et sølle skravl, sådan som man er, når man er ung. Og det lykkes ham til sidst at bevise, at han er noget, at det er ham der er digter og ikke barndomsvennen, Lars Svensson, der spytter digte ud som var det kirsebærsten, mens han selv slider og kasserer og tvivler i et væk.

Bogen er varm og morsom læsning trods det lidt dystre tema, den voksne fortæller sparer ikke på ironien, når barnets og den unges trængsler, bevæggrunde og handlinger beskrives. Han formår netop at fortælle om begivenhederne set gennem sit yngre jegs øjne i et kærligt tilbageblik.

Göran Tunström er en af mine absolutte yndlingsforfattere, hver bog fra hans hånd har været en nydelse at læse. Denne lille selvbiografiske roman giver læseren et meget fint indblik i forfatterens livssyn.

Oversat af Anne Marie Bjerg. Samleren, 1991. 229 sider