Juleoratoriet af Göran Tunström

Krybeord mellem dem. Vinteren igennem forsøger ordene at nå frem til gærdet, der findes i dem begge. Gang på gang prøver de at nå frem til et smil, til et pludseligt brus af vinger, af flugt lige op i luften.

Far Aron og sønnen Sidner sørger forfærdeligt over deres livsglade mors død i en ejendommelig ulykke – hun kører på sin cykel ind i en flok køer, der tramper hende ihjel. Og de er ikke i stand til at tale om hende og hjælpe hinanden videre. Sorgen er for voldsom, og tomrummet er for stort.

Moderen, Solveig, havde umiddelbart inden ulykken sat sig for – en dag i 1930’erne – at opføre Bachs juleoratorium i den lille värmlandske by Sunne. Sønnen Sidner får senere sønnen Victor, og det bliver mange år senere Victor, der gennemfører Solveigs drøm: at høre juleoratoriet i den lokale kirke. Sådan samles trådene, generationerne knyttes sammen.

Göran Tunström fik i 1984 Nordisk Råds Litteraturpris for denne mærkelige og bemærkelsesværdige, underfulde og gådefulde kunstner-/kærligheds-/slægts- og familiehistorie. Ja, den er det hele og meget mere: en beskrivelse af lillebyen med sjove og kloge og skæve personer, f.eks. en kanonkonge uden ben og selveste eventyrfortælleren Selma Lagerlöf, små lokale detaljer blandet med internationalt vingesus (vi kommer helt til New Zealand), store følelser og eksistentielle temaer til debat som liv, død, skyld, ansvar og kærlighed.

Men først og fremmest er det en bog om sorg og længsel. Om en sorg, der misdanner og ind imellem også styrker. Arons sorg gør ham ensom og misdanner ham mentalt; Sidner får aldrig mulighed for at græde sin sorg ud; han bliver gal af det. Han har også en stor længsel i sig efter at genfinde moderen i sig selv og i en anden kvindeskikkelse.
Kvinderne, Tessa fra New Zealand, som Aron skriver glødende kærlighedsbreve til og den virkelighedsfjerne Fanny, som bliver mor til Sidners søn, alle tørster de efter kærlighed og flygter, på forskellig måde, ind i drømmen og galskaben.

Forfatteren tror på kærligheden: ”den er at give et andet menneske livskraft” og på at acceptere livet, som det er; man skal ikke eje drømme, der ligger for langt fra virkeligheden.

Bogen er en blanding af lange, episke skildringer og indlagte lyriske og livsfilosofiske pauser, litterære paralleller og citater på flere sprog. I fortæller- og fabuleringsafsnittene skinner sproget allersmukkest og mest poetisk i beskrivelserne af de kærlige mennesker og den värmlandske egn – det er stor litteratur. Her er fantasibilleder, virkelighedsflugt og barske enkeltheder, når fantasierne støder sammen med virkeligheden.
I de filosofiske og fortolkende afsnit bliver bogen derimod sprogligt og indholdsmæssigt kompliceret.

Når læsningen er slut og bogen lukket, er det smerten, melankolien og poesien, der lever videre i ens bevidsthed.

Göran Tunström er – heldigvis – en populær forfatter på danske biblioteker. Han fortjener også at blive læst af mange!

Oversat af Poul Dam. Samleren, 2000. 326 sider