Universitetslæreren Pnin er som en anden Hercule Poirot, let grinagtig og korrekt i sit ydre, indeni en yderst belæst eksilrusser.
Forfatteren blev kendt for romanen Lolita om en mands besættelse af en 12-årig pige. Denne roman om Timofey Pnin er noget helt andet. Den er let i anslaget og let i tonen og tillige en gammeldags fortælling om en dannet, lærd eksilrusser, der nu tjener til livet som underviser på det fiktive universitet Wandell og bestræber sig på at blive assimileret. Romanen er en delvist selvbiografisk skildring af det russiske emigrantmiljø i USA i midten af 1900-tallet.
Allerede ved den første beskrivelse af hovedpersonen mærker man, at han er en komisk figur blandt kollegerne på universitet: en diskussionslysten og skæv personlighed, som er synlig i det amerikanske uddannelsessystem. Hans omgangskreds er andre højtuddannede eksilrussere. Bedst klarer han tilværelsen alene ved at bo til leje og skifte adresse hvert halve år. Med sig bærer han få ejendele, men vigtigt for ham er et skab med kartotekskort, hvor han opbevarer nedskrevne notater.
Meget vittigt beskriver fortælleren om hans betagelse af det amerikanske samfunds tilbud: vaskemaskiner, biler og ligeså hans sproglige besværligheder. Fortælleren bliver helt synlig i sidste afsnit. Han kender Pnins fortid, selv om Pnin ikke genkender ham. De har en fælles fortid i det Rusland, de flygtede fra. Pnin forlod landet med sin familie og boede nogle år i Paris, inden Amerika trak.
I fragmentariske afsnit følger man Pnin og hans spøjse oplevelser blandt amerikanere, vel vidende at Nabokov her leverer de positive oplevelse ved at være en intellektuel russer med en problematisk fortid. Som læser kan det virke trættende, at en mangfoldighed af personnavne introduceres gennem hele romanen. Pnin glemmer man ikke.
Kommentarer