Plet er en beskeden lille lyseblå bog, der gemmer et stort indre. Lad dig ikke narre af de få sider og det lille format: Det er ikke en hurtigt læst bog.
Titlen kommer af barndomskæledyret, kaninen Plet, der kun sporadisk spiller en rolle for fortællingen, og bogen er også dedikeret til denne Plet, ligesom der er et billede af Plet på den ene af bogens flapper. Bogen er udstyret med piktogrammer, der slår det efterfølgende afsnits emne an. Man får nok mest ud af bogen, hvis man holder sig for øje, at man ikke nødvendigvis præsenteres for en færdig fortælling, men mere er inde i forskellige fortælleres hjerne og følger deres tankespring.
Alligevel er begivenheder som nedrivningen af Jagtvej 69 og rømningen af de irakiske flygtninge i Brorsons kirke noget, der kredses om og vendes tilbage til flere gange. Helt i tråd med Gerd Laugesens fortællere i både Hjemsted og Møder finder vi også i Plet denne rummelighed og tolerance overfor det skæve og det upolerede. Der er en meget udstrakt forståelse for forskellige livsvilkår og menneskeskæbner i Gerd Laugesens forfatterskab.
Bogen er en samling fragmenterede erindringsglimt, (dag)drømme, refleksioner, virkelighedsudflugter og observationer, der udfolder sig som et kalejdoskopisk billede af tilværelsen. Som det ofte gør sig gældende i Gerd Laugesens forfatterskab, er det mødet mellem mennesker, der bliver det centrale i fortællingen. Det tilfældige fordomsfrie samvær, nysgerrigheden på andre mennesker og dialogen med dem. Fortællingen er som nævnt meget fragmenteret. Nogle gange er det en enkelt linje og få afsnit, før vi er ovre i noget nyt og noget nyt og noget nyt igen. Gerd Laugesen har greb om sproget, og enkelte linjer står som små selvstændige digte, man må nyde igen og igen. Når man har læst bogen til ende – og det er ikke så hurtigt gjort, selvom den er en lille smal sag - får man lyst til at pluklæse nogle af de mange fine passager igen. For Plet indeholder en sprogbevidsthed og en lyrisk kvalitet, som man også finder i Gerd Laugesens Se min kjole eller Lommetørklædesamling, som derudover også er små kunstværker.
Den meget fragmenterede handling gjorde, at jeg havde svært ved helt at forstå Gerd Laugesens ærinde med Plet. På den måde foldede værket sig ikke helt ud for mig. Men forfatteren er altid værd at læse, og hvis du har mod på en fortælling, der ikke fører dig fra A-B, men mere sætter gang i dine egne tankespring og erindringsudflugter (deraf måske en forklaring på den nedsatte læsehastighed, hvormed den skal læses?), er det bestemt en bog, jeg vil anbefale.
Jeg blev introduceret til Gerd Laugesens forfatterskab ved et ”Opdigtet Onsdag”-arrangement. Gerd Laugesen læste op fra sin bog Møder, og jeg var straks solgt. Siden har jeg med glæde kastet mig over enhver af hendes udgivelser. Har du ikke læst noget af Gerd Laugesen endnu, så har du en masse godt til gode.
Kommentarer