En forsvundet mumie og en flået betjent bliver startskuddet til journalistens farefulde færd ind i de mere dystre kroge af Grønlands fortid.
Efter et trafikuheld, der dræbte hans kone og ufødte barn, er Matt taget til Grønland for at slippe for sine indre dæmoner. Han har fået overbevist den lokale avis om, at de sagtens kan bruge ham som journalist til trods for, at han ikke kan et ord grønlandsk. En dag sender avisen ham med helikopter til kanten af indlandsisen, hvor man har fundet en mumie. Det er en stor sensation, da det muligvis er en mand fra vikingetiden, og dermed den første mumie af sin slags.
Matt får interviewet den lokale betjent, og fotografen får taget billeder, før de vender tilbage til Nuuk. Dagen efter har der været indbrud hos fotografen. Alt billedmateriale og fotoapparater er væk. Desuden er mumien forsvundet, og den lokale betjent er brutalt myrdet, flået og sprættet op. Mordet minder meget om fire mord begået i 1973. Da Matt kaster sig over disse sager, møder han Tupaarnaq, der netop er blevet løsladt efter 12 års fængsel som straf for at have dræbt sin far. Hun er en gådefuld kvinde, der gang på gang tester Matts grænser. Men efterhånden som nutidens og fortidens drab flyder sammen, får Matt brug for en forbundsfælle. Kan han stole på Tupaarnaq? Og hvordan opklarer man en 31 år gammel sag i et samfund, hvor ikke alt er digitaliseret, og folk helst vil tie stille?
Der kommer efterhånden mange krimier fra Grønland. Nina von Staffeldt vandt en pris for sin krimi. Steffen Jacobsen, Rune Stefansson og Lotte & Søren Hammer har også ladet deres krimier foregå i Grønland. Så det er en begyndende tendens, Mads Peder Nordbo skriver sig ind i. Og jeg vil sige, at han gør det rigtig godt! Man fornemmer det lukkede samfund, der ønsker at gemme sin fortid. Isens kulde og den tåge, der til tider kommer krybende, bliver så levende beskrevet, at man næsten kan sidde i sin sofa og fare vild. Stemningen er der, spændingen er der, og personerne gør historien levende. Som i mange andre krimier er her to spor: 2014, hvor vi følger Matt i hans bestræbelser på at finde sandheden. Og 1973, hvor vi følger betjenten Jakob, der gør sit yderste for at opklare det, der ender med at blive fire ens mord. De sideløbende fortællinger gør, at læseren er en smule foran Matt i opklaringsarbejdet; vi når dog ikke frem til sandheden før ham. Det er godt fortalt, og historien glider så stille frem, at man bliver helt opslugt af den. Selvom det er barske sager, er det dog ikke helt så brutalt, som titlen antyder. Men blod kommer man ikke uden om! Bogen kan varmt anbefales til læsere, der ønsker stemning, uhygge og usædvanlige steder.
Kommentarer