Anastasia Kamenskaja er først i 30’erne, meget, meget klog og matematisk/logisk tænkende kriminalkommissær og hovedperson i noget så sjældent som en russisk kriminalroman.
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på 
Hun er karrierekvinde og vidunderligt feministisk bevidst, så man næsten får mindelser om ’dengang i 70’erne’. Hun har desuden ondt i ryggen og dårlige blodkar, så der er dømt sanatorieophold med svømning, massage og afslapning – den praktiserer hun bl.a. ved at oversætte Ed McBain til russisk, for Anastasia mestrer foruden sit modersmål 5 fremmedsprog!
Og man må sige, der foregår ting og sager på sanatoriet: her opererer den russiske mafia bag den mondæne facade med prostitution og optagelse af makabre,avancerede (porno)film på højt kunstnerisk niveau, både filmisk og musikalsk, men som regel med dødelig slutning. Til krævende kunder produceres film, der realiserer særlige ønskedrømme eller gennemspiller traumatiske hændelser fra kundens liv. Og kunden opnår psykisk ligevægt, når den hadede person, f.eks. moderen (repræsenteret af en vellignende stand-in, alene-i-verden), myrdes, så blodet sprøjter. Og mordene er ikke fingerede! Det er godt nok slemt!!
Fra at oversætte kriminalromaner, bliver Anastasia/Nastasja/Nastja/Asja (russerne er vilde med kælenavne) selv deltager i en, og en hårdkogt én af slagsen. Hun må dog først sætte sig i respekt hos det lokale politi – de regner hende ikke, fordi hun er kvinde!
Det er noget af et stilskift at læse russisk krimi, når man er vant til den angelsaksiske/nordiske model. Navne og sprogtradition udgør nok den største udfordring. Og demokratiopfattelsen!
Vi får vendt vrangen ud på det nye, ikkekommunistiske Rusland, hvor Stalintidens belastede fortid ikke er så forfærdelig langt væk endda. Her styres tingene på en noget anden måde, end vi er vant til i Vesten. Sanatorie-byen domineres effektivt af én mafia-boss, faktisk ganske tiltalende og kultiveret. Det er ham, der bestemmer alt i byen, han har simpelthen hals- og håndsret over sine undersåtter. Så trods ny idologisk kurs i Rusland, hænger indstillinger og vaner fra Sovjettiden ved. Og beskrivelsen virker så realistsisk, at den såmænd nok passer på den russiske virkelighed i dag.
Læst som kultur- og samtidshistorie er bogen rigtig, rigtig god. Krimi-intrigen er noget tungt fungerende; det samme kan siges om sproget, som klart bedre egner sig til den realistiske og psykologiske roman, som de store russere blev berømte for. Men der bliver sagt mange kloge og intelligente ting, både om det russiske samfund, kvinder og mænd og magt, så det var for mig en interessant oplevelse at læse Marinina. Og slutningen er god – og overraskende!
Oversat fra russisk af Jan Hansen. Høst, 2001. 270 sider
Kommentarer