Anmeldelse
På loftet sidder Knud Steffen Nielsen
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Der er næsten ikke ende på de vigtige og morsomme og dybe og dagligdags, fuldstændige almindelige aspekter af livet, man kan se i Knud Steffen Nielsens seneste bog ”Kaptajn Kugeln og min brev- og notesamling I”. Den er et lille mesterværk i sin genre.
Spørgsmålet er blot, hvilken genre, det er. Bogen består af breve og notater, som vi forstår (fiktivt) er fundet frem på loftet, hvor de har ligget. Det er billeder fra livet på landet, måske før i tiden, måske blot langt ude på landet. Billeder af rigtige mennesker og deres ofte små, nogle gange store, men altid rigtige genvordigheder.
Der har i de senere år flere gange været udgivet fiktive brevsamlinger, hvor folk skriver rundt til virksomheder og får alvorligt mente svar. Det er ikke sådan en bog. Der findes også bøger, hvor man samler, særligt børns, små og hyggelige noter og lapper. Det er heller ikke sådan én. I gennem hele litteraturhistorien har der været udgivet romaner, som består af breve – en genre, der er kendt fra både Dostojevskij og Kierkegaard. Knud Steffen Nielsens bog er heller ikke en brevroman.
Egentlig er det, når alt kommer til alt, nok en prosadigtsamling, der er skrevet som kortere og længere breve og små lapper, noter, rettede, korrigerede, tilsat småkommentarer, løseligt ordnede. Der er en bestemt form for almengyldig poesi over det, som der også er over Peter Seebergs fiktive nekrologer i novellesamlingen Dinosaurussens sene eftermiddag (1974) eller argumenterne for benådning i novellesamlingen af samme navn (1976), og som dybest set trækker lange spor tilbage til Edgar Lee Masters amerikanske klassiker Spoon River Antologien (1915), hvor vi gennem portrætdigte følger tankerne hos afdøde mennesker gennem vandringen henover en kirkegård.
Går man længere ned i de enkelte tekster, viser det, der synes at være en almindelig gengivelse af menneskers dagligliv, sig at være krydret med groteske og surrealistiske træk, og gennem dem ser vi en skildring af et liv, der rummer mindre nærvær og mellemmenneskelighed, end godt er. Her bliver Knud Steffen Nielsen en af tidens mest betydningsfulde digtere, efter min mening. [Lidt mere kringlet sagt: Han udlever fuldstændigt modernitetens kunstneriske udfordring, gennem et frigjort, individuelt udtryk af stor poetisk kraft, samtidig med at han ikke falder i dens dybeste grøft og skriver så individuelt og frigjort, at det forpligtende indhold, som i yderste konsekvens peger hen på et fællesskab mellem mennesker, ikke er til at få øje på.]
Kaptajn Kugeln er inddelt i kapitler, som har titel efter det sted på loftet, hvor den pågældende bunke breve angiveligt er fundet. Kapitlerne har lidt løst skitserede overskrifter, ”Marokkepude til højre: Trusler/ afpresning/ ordinære mm.” Vi vandrer altså rundt på loftet og kigger i bunker i en rodebutik af ting og sager, der er stillet bort. Den scenografi er intet mindre end genial, fordi det dermed lykkes digteren at lade teksterne vokse ud af et landskab, der selv er en kommentar til vores liv og vores eksistens.
Vi er forbrugere, der stiller ting bort, når vi er færdige med dem, men de er stadig vores, på samme måde, som vi lægger det, vi har gennemlevet bag os, men nogle gange kan møde det igen på erindringens loftsrum.
Og så kan vi læse om en gammel Nilfisk, dårlige tænder, eksotiske sørejser, sex, popmusik, skolelæreres behandling af brevskriverens børn, minkfarme, alle dagligdagens ting, særligt når de er gået i stykker, skavanker af enhver slags. Genvordigheder. Fordomme mod andre mennesker, eder og forbandelser, kun løseligt pakket ind i høflighed.
Bogen er en hyldest til det virkelige liv. Den har undertitlen: "Om Håndtering af Lærestykker i det enkle Liv." Blot det, at det er fingerede breve bliver en hyldest til noget i tilværelsen, vi skal passe bedre på. Ordene. Mødet. Ansigterne vi husker. Tiden selv. Også navneordene, stavet med stort i undertitlen, og flere lignende træk bogen igennem, som man kun opdager ved et tilfælde, bærer en betydning. En erindring. En ironi. En virkelighed. Der er en følsomhed i bogen, som går gennem marv og ben, kun let skjult under en humor, der gør at det er svært at lægge bogen fra sig igen. Man forlader den nok aldrig helt, bogen, for den siger noget, der er rigtigt om tilværelsen på en så upåfaldende måde, at det gør et større indtryk, end man på forhånd kunne vide.
Det er en af de bedste moderne, danske bøger, jeg har læst og den foreløbige krone på et værk, der tæller en række digtsamlinger, udgivet siden 1980'erne. Knud Steffen Nielsen, der huserer et eller andet sted mellem det nordlige Viborg og Limfjordskysten, er også billedkunstner og repræsenteret på flere museer.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Der er næsten ikke ende på de vigtige og morsomme og dybe og dagligdags, fuldstændige almindelige aspekter af livet, man kan se i Knud Steffen Nielsens seneste bog ”Kaptajn Kugeln og min brev- og notesamling I”. Den er et lille mesterværk i sin genre.
Spørgsmålet er blot, hvilken genre, det er. Bogen består af breve og notater, som vi forstår (fiktivt) er fundet frem på loftet, hvor de har ligget. Det er billeder fra livet på landet, måske før i tiden, måske blot langt ude på landet. Billeder af rigtige mennesker og deres ofte små, nogle gange store, men altid rigtige genvordigheder.
Der har i de senere år flere gange været udgivet fiktive brevsamlinger, hvor folk skriver rundt til virksomheder og får alvorligt mente svar. Det er ikke sådan en bog. Der findes også bøger, hvor man samler, særligt børns, små og hyggelige noter og lapper. Det er heller ikke sådan én. I gennem hele litteraturhistorien har der været udgivet romaner, som består af breve – en genre, der er kendt fra både Dostojevskij og Kierkegaard. Knud Steffen Nielsens bog er heller ikke en brevroman.
Egentlig er det, når alt kommer til alt, nok en prosadigtsamling, der er skrevet som kortere og længere breve og små lapper, noter, rettede, korrigerede, tilsat småkommentarer, løseligt ordnede. Der er en bestemt form for almengyldig poesi over det, som der også er over Peter Seebergs fiktive nekrologer i novellesamlingen Dinosaurussens sene eftermiddag (1974) eller argumenterne for benådning i novellesamlingen af samme navn (1976), og som dybest set trækker lange spor tilbage til Edgar Lee Masters amerikanske klassiker Spoon River Antologien (1915), hvor vi gennem portrætdigte følger tankerne hos afdøde mennesker gennem vandringen henover en kirkegård.
Går man længere ned i de enkelte tekster, viser det, der synes at være en almindelig gengivelse af menneskers dagligliv, sig at være krydret med groteske og surrealistiske træk, og gennem dem ser vi en skildring af et liv, der rummer mindre nærvær og mellemmenneskelighed, end godt er. Her bliver Knud Steffen Nielsen en af tidens mest betydningsfulde digtere, efter min mening. [Lidt mere kringlet sagt: Han udlever fuldstændigt modernitetens kunstneriske udfordring, gennem et frigjort, individuelt udtryk af stor poetisk kraft, samtidig med at han ikke falder i dens dybeste grøft og skriver så individuelt og frigjort, at det forpligtende indhold, som i yderste konsekvens peger hen på et fællesskab mellem mennesker, ikke er til at få øje på.]
Kaptajn Kugeln er inddelt i kapitler, som har titel efter det sted på loftet, hvor den pågældende bunke breve angiveligt er fundet. Kapitlerne har lidt løst skitserede overskrifter, ”Marokkepude til højre: Trusler/ afpresning/ ordinære mm.” Vi vandrer altså rundt på loftet og kigger i bunker i en rodebutik af ting og sager, der er stillet bort. Den scenografi er intet mindre end genial, fordi det dermed lykkes digteren at lade teksterne vokse ud af et landskab, der selv er en kommentar til vores liv og vores eksistens.
Vi er forbrugere, der stiller ting bort, når vi er færdige med dem, men de er stadig vores, på samme måde, som vi lægger det, vi har gennemlevet bag os, men nogle gange kan møde det igen på erindringens loftsrum.
Og så kan vi læse om en gammel Nilfisk, dårlige tænder, eksotiske sørejser, sex, popmusik, skolelæreres behandling af brevskriverens børn, minkfarme, alle dagligdagens ting, særligt når de er gået i stykker, skavanker af enhver slags. Genvordigheder. Fordomme mod andre mennesker, eder og forbandelser, kun løseligt pakket ind i høflighed.
Bogen er en hyldest til det virkelige liv. Den har undertitlen: "Om Håndtering af Lærestykker i det enkle Liv." Blot det, at det er fingerede breve bliver en hyldest til noget i tilværelsen, vi skal passe bedre på. Ordene. Mødet. Ansigterne vi husker. Tiden selv. Også navneordene, stavet med stort i undertitlen, og flere lignende træk bogen igennem, som man kun opdager ved et tilfælde, bærer en betydning. En erindring. En ironi. En virkelighed. Der er en følsomhed i bogen, som går gennem marv og ben, kun let skjult under en humor, der gør at det er svært at lægge bogen fra sig igen. Man forlader den nok aldrig helt, bogen, for den siger noget, der er rigtigt om tilværelsen på en så upåfaldende måde, at det gør et større indtryk, end man på forhånd kunne vide.
Det er en af de bedste moderne, danske bøger, jeg har læst og den foreløbige krone på et værk, der tæller en række digtsamlinger, udgivet siden 1980'erne. Knud Steffen Nielsen, der huserer et eller andet sted mellem det nordlige Viborg og Limfjordskysten, er også billedkunstner og repræsenteret på flere museer.
Kommentarer