Tro, tilgivelse, sorg, retfærdighed og selvtægt væves sammen i en interessant og forvirrende fortælling om en lang række mennesker, der krydser spor og påvirker hinandens skæbner.
Riebnitzskys nye roman handler om mennesker, der krydser ens vej, og hvordan ens handlinger og valg mere eller mindre bevidst kan komme til at påvirke andre menneskers livsbaner. Men det er omvendt også en historie om at være sin egen lykkes smed og nogle gange tage sagen i egen hånd for at ændre en situation. Tematikkerne omkring tro, tilgivelse, sorg, retfærdighed og selvtægt er vægtige emner, og overordnet set er det en spændende belysning af, hvordan mennesker påvirker hinandens skæbner.
Persongalleriet er mangfoldigt – hold nu fast: Monica er præst og ynder at tale med Gud. Mens hendes mand, astrofysikeren Johan, er taget til Chile for at observere fjerne galakser, tager hun på ferie i Guatemala for at besøge en gammel ven. Her støder hun på den unge servitrice Nory, som er datter af en lokal mafiaboss og opvokset på børnehjem. Uden helt at vide det, kommer Monica til at puste til Norys drømme om et andet liv et andet sted. Beate er forsvarsadvokat og enke. Hun mødte Monica et år før, da hun forestod begravelsen af Beates mand, som døde i en tragisk bilulykke, og sidenhen blev de veninder. Beate går på jagt med bue, men efter ulykken har hun ikke kunne skyde noget. I hendes jagtgruppe er der politimanden Hans, som i smug har et godt øje til hende og Henning med en teenagedatter, der er blevet voldtaget af rockeren Johnny Boltsaks. Marcus er en småkriminel hashrygende ung mand, der elsker sin smukke kæreste Victoria. For at slippe ud af en stor økonomisk gæld til Johnny Boltsaks må han påtage sig en opgave med at smugle 10 kilo heroin over grænsen til Danmark. Da han bliver taget af politiet, ser hans fremtid pludselig helt anderledes dyster ud. Hans er den politimand, der afhører Marcus, og hans advokat bliver Beate.
Dette er blot toppen af isbjerget i et større spind af handlinger og skæbner, der krydser hinanden i Riebnitzskys nye kollektivroman. Handlingen byder på et stort galleri af bipersoner, hvis relationer til Monica og Beate ikke skal afsløres her. Alle brikker falder på plads hen mod slutningen, hvor læseren erfarer sammenhængene.
Desværre drukner det hele lidt i det omfattende persongalleri og de dertilhørende sidehistorier. Jeg synes, det får handlingen til at glide lidt ujævnt og virker forstyrrende for indlevelsen i fortællingen. Jeg kunne fx godt have undværet sidehistorierne om Beates bitre gamle mor, Marcus’ kæreste Victoria og mafiabossen Don Carlos, som virker afkoblede fra resten af historien og fjerner fokus fra de virkelig interessante skæbner, som for mig at se er Beate, Monica og Marcus. Romanen står stærkest i portrættet af Beate, og især jagtscenerne har en nærmest meditativt stemning over sig. Hende ville jeg gerne have hørt meget mere om. At romanen ender med, at det går de gode godt og de onde ondt, er nok en smagssag (der er garanteret feel good stemning), men det bliver lige vel rosenrødt for min smag.
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
Kommentarer