Gå tur med Thoreau og oplev hans særlige lydhørhed over for naturen, som han udfolder sammen med en skarp civilisationskritik og filosofiske betragtninger om livet.
Henry David Thoreau (1817 - 1862) kendes først og fremmest for den fantastiske bog, han skrev om sine år som næsten eneboer i en hytte, han selv byggede ved Walden Pond: Livet i skovene fra1854. Her udfolder han sin livsfilosofi og den civilisationskritik, han også fremfører i de to essays i Om at vandre.
For Thoreau var den daglige vandretur ikke blot en vane, men en livsnødvendighed, fortæller han. Han vælger bestemt ikke helst den slagne vej men fortaber sig gerne i det mest uvejsomme, den rene natur, moser og sumpe. Og den daglige vandring kunne vare i timevis.
Og Thoreau er god at vandre sammen med. I disse essays udfolder han en stor sans for naturen, han er en fremragende iagttager og formidler af de værdier, han finder på den daglige vandring i dagens skiftende timer og under årstidernes vekslen. Men her er også en filosof og en samfundsrevser, en civilisationskritiker, der dyrker altså både i tanke og praksis, det enkle liv; livet tæt forbundet med naturen. Han viser sig ikke som en rigid afviser af al civilisation i disse essays, slet ikke, men han viser, hvor vigtig balancen mellem det samfundsbundne og det naturnære liv er. Hvis nogen, helt nutidigt, uden sammenligning i øvrigt, skulle komme til at tænke på en TV-figur som Bonderøven, kan det såmænd give ganske god mening.
En prøve fra essayet Om at vandre:
"Jeg tror ikke, at jeg kunne bevare mit helbred og livsmod uden i det mindste fire timer hver dag - og ofte mere end det - at vandre gennem skove og over høje og marker, absolut fri for alle verdslige sysselsættelser. (...) Når jeg tænker på, at håndværkeren og købmanden opholder sig i deres butik ikke blot hele formiddagen, men den lange eftermiddag med, siddende med korslagte ben så mange af dem - som om benene var skabt til at sidde på og ikke til at stå eller gå på - så synes jeg, de fortjener en vis respekt, fordi de ikke forlængst har hængt sig alle som en".
Sådan! Og læg så til disse overvejelser en unik lydhørhed over for naturen - så har man et godt begreb om disse essays. Vandringen - f.eks. pilgrimsvandringen, som disse essays også kan have i hvert fald en snert af - etablerer sig jo bredt i disse år. Og det er ikke nogen dårlig idé at fatte vandrestaven og drage af sted med Thoreau, så er man i rigtig godt selskab og får samtidig anledning til at tænke over livet.
Skrevet af Torben Wendelboe
Kommentarer