Anmeldelse
Olsen Banden
Et pragtværk, der kigger ind i Olsen Bandens geniale univers. Det er ikke bare nostalgi, det er også kulturhistorie .
Christian Monggard er filmanmelder ved dagbladet Information og har skrevet flere bøger om dansk film. Nu har han skrevet dette pragtværk om Olsen Banden. Alle danskere kender Egon, Kjeld og Benny, for ikke at tale om Yvonne og Børge, som gennem 14 film fra 1968 til 1998 fik os til at grine ikke bare ad personerne, men lige så meget ad os selv. Det er en kæmpestor bog, ikke bare af omfang, men også på indholdssiden, fyldt med facts, fotos, affotograferede dokumenter, anekdoter og interviews.
Omdrejningspunktet er Erik Balling og Henning Bahs, der stod faddere til filmene, og som skrev alle manuskripter over 14 dage på et hotel i Paris. Det skulle bare have været én film, men set i bakspejlet er de fleste nok enige om, at den første film, der bare hed ’Olsen Banden’ ikke var særlig vellykket, ligesom den sidste, ’Olsenbandens sidste stik, nok aldrig skulle været lavet. Optagelserne var forfulgt flere uheld, bl.a. døde Poul Bundgaard under indspildningen, men da det især havde været hans ønske at filmen skulle laves, valgte Balling og Bahn at gøre den færdig.
Selv om de fleste af os har set filmene adskillige gange, elsker vi dem stadig og fryder os over Egons vidtløftige planer. Hvem husker ikke ’Olsen Banden ser rødt’, hvor kuppet foregår i Det Kongelige Teater under ouverturen til Elverhøj. Filmen blev godt nok optaget i studierne i Valby, og ouverturen måtte rettes til for at passe til scenerne, men pyt med det.
Langt de fleste scener i filmene foregår i København, og bogen indeholder et kort over de københavnske lokaliteter, ligesom der er et kort over Yvonnes stue og et kort over de anvendte rekvisitter. Balling og Bahs havde ikke problemer med at få diverse myndigheder, politiet, bryggerier, banker, DSB og hvem der ellers var brug for til at stille op. Selv daværende statsminister Anker Jørgensen hjalp med at få tilladelse igennem til at filme ved EF-bygningen i Bruxelles. Bogen indeholder diverse breve med tilsagn om hjælp, og det er ganske sjovt at se disse breve, som for de flestes vedkommende er skrevet på skrivemaskine og rettet i hånden.
Et helt afsnit er helliget Olsen Bandens kæmpestore popularitet i DDR, hvor befolkningen elskede banden for den manglende respekt overfor magthaverne. De østtyske myndighederne så til gengæld filmene som et eksempel på kapitalismens fallit. Man kan stadig finde butikker i Østberlin, hvor Egon Olsen optræder sammen med revolutionshelte som Che Guevara.
Erik Balling ramte folkesjælen med filmene om Olsen Banden, som samler generationer, som kun ganske få film kan. Han formulerede sin filosofi om folkekomedien i et interview i dagbladet Aktuelt i 1973. ”At få fat i et stort publikum uden at bukke for dybt. Der er forskel på at lefle for publikum og for at bejle for det”. Det er nok derfor filmene stadig holder.
Det er et kæmpe værk, som man ikke sådan lige bliver færdig med, men jeg savner jeg et register og en fortegnelse over, hvem der er med i den enkelte film. På trods af dette er bogen en guldgrube for alle, der elsker Olsen Banden.
Et pragtværk, der kigger ind i Olsen Bandens geniale univers. Det er ikke bare nostalgi, det er også kulturhistorie .
Christian Monggard er filmanmelder ved dagbladet Information og har skrevet flere bøger om dansk film. Nu har han skrevet dette pragtværk om Olsen Banden. Alle danskere kender Egon, Kjeld og Benny, for ikke at tale om Yvonne og Børge, som gennem 14 film fra 1968 til 1998 fik os til at grine ikke bare ad personerne, men lige så meget ad os selv. Det er en kæmpestor bog, ikke bare af omfang, men også på indholdssiden, fyldt med facts, fotos, affotograferede dokumenter, anekdoter og interviews.
Omdrejningspunktet er Erik Balling og Henning Bahs, der stod faddere til filmene, og som skrev alle manuskripter over 14 dage på et hotel i Paris. Det skulle bare have været én film, men set i bakspejlet er de fleste nok enige om, at den første film, der bare hed ’Olsen Banden’ ikke var særlig vellykket, ligesom den sidste, ’Olsenbandens sidste stik, nok aldrig skulle været lavet. Optagelserne var forfulgt flere uheld, bl.a. døde Poul Bundgaard under indspildningen, men da det især havde været hans ønske at filmen skulle laves, valgte Balling og Bahn at gøre den færdig.
Selv om de fleste af os har set filmene adskillige gange, elsker vi dem stadig og fryder os over Egons vidtløftige planer. Hvem husker ikke ’Olsen Banden ser rødt’, hvor kuppet foregår i Det Kongelige Teater under ouverturen til Elverhøj. Filmen blev godt nok optaget i studierne i Valby, og ouverturen måtte rettes til for at passe til scenerne, men pyt med det.
Langt de fleste scener i filmene foregår i København, og bogen indeholder et kort over de københavnske lokaliteter, ligesom der er et kort over Yvonnes stue og et kort over de anvendte rekvisitter. Balling og Bahs havde ikke problemer med at få diverse myndigheder, politiet, bryggerier, banker, DSB og hvem der ellers var brug for til at stille op. Selv daværende statsminister Anker Jørgensen hjalp med at få tilladelse igennem til at filme ved EF-bygningen i Bruxelles. Bogen indeholder diverse breve med tilsagn om hjælp, og det er ganske sjovt at se disse breve, som for de flestes vedkommende er skrevet på skrivemaskine og rettet i hånden.
Et helt afsnit er helliget Olsen Bandens kæmpestore popularitet i DDR, hvor befolkningen elskede banden for den manglende respekt overfor magthaverne. De østtyske myndighederne så til gengæld filmene som et eksempel på kapitalismens fallit. Man kan stadig finde butikker i Østberlin, hvor Egon Olsen optræder sammen med revolutionshelte som Che Guevara.
Erik Balling ramte folkesjælen med filmene om Olsen Banden, som samler generationer, som kun ganske få film kan. Han formulerede sin filosofi om folkekomedien i et interview i dagbladet Aktuelt i 1973. ”At få fat i et stort publikum uden at bukke for dybt. Der er forskel på at lefle for publikum og for at bejle for det”. Det er nok derfor filmene stadig holder.
Det er et kæmpe værk, som man ikke sådan lige bliver færdig med, men jeg savner jeg et register og en fortegnelse over, hvem der er med i den enkelte film. På trods af dette er bogen en guldgrube for alle, der elsker Olsen Banden.
Kommentarer