Bog

Claus Deleuran

Af (
2023
)

Anmeldelse

Claus Deleuran

19 jan.24

Årets herligste Onkelbog anno 2023 er en gevaldig monografi om tegneren Claus Deleuran og hans imponerende værk.

Her er hele historien om den generte fynbo, der gav os både 'Mikkeline', 'Thorfin' og ikke mindst 'Rejsen til Saturn' og 'Den illustrerede Danmarkshistorie for folket' – alt sammen skildret med smårebelske kartoffelnæse-figurer. Deres verden ligner til forveksling Danmark anno 1960-1996, og det er en verden fyldt med genkendelige detaljer og godmodige hip til både høj som lav. Historierne fører ofte nedad uregerlige vildveje, men er ikke mindre herlige af den grund – tvært imod.

Det er en vidunderlig bog, der gengiver et væld af Deleurans tegninger, og monografien har en størrelse (28,5 cm bred, 32,5 cm høj og 4 cm dyb), der gør, at man sammen med sin bedste ven kan dykke ned blandt alle tegningerne og opleve den danske tegneseries svar på Matador og Olsenbanden – to lige så ikoniske og folkelige serier, som selv samme Monggaard for øvrigt også har lavet skønne bøger om i samme vidunderlige format.

Når man først – overraskende ubesværet – er kommet igennem Monggaards kæmpeværker, er der ikke ret meget mere, man behøver at vide om det portrætterede; bag kæmpebøgerne ligger en lige så gigantisk research.

Teksten er lige ved at være for fyldt af gentagelser, men det tilgiver man let, da den grundige nørdethed er af den virkelige gode slags, der både er inddragende, favnende og formidlet med en smittende, lun begejstring. Hvis ikke det er lige præcis det, der skal til for at sikre en kåring som Årets Onkelbog, så må jeg virkelig bede om mine himmelblå!

Bogdetaljer

Forlag
Book Lab
Faustnummer
137366746
ISBN
9788794091220
Antal sider
494

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer