Og halsen af en svane af Inge Pedersen

En perle af en roman. Poetisk og medrivende, fuld af humor og livsvisdom fortæller den i et fortættet sprog om en verden set fra børnehøjde.

"Min far var byens flotteste brandmand". 

Sådan begynder Inge Pedersens lille erindringsroman, der i 30 øjebliksbilleder fortæller om en barndom i Vendsyssel under besættelsen, hvor krigen er den uforståelige og ildevarslende baggrund for barndommens oplevelser.

Jeg-fortælleren er en pige på 7-8 år, der præcist registrerer sin uoverskuelige og fragmentariske virkelighed. Et barns erindringsstof, nøjagtigt sanset og husket – og gengivet uden fortolkning. Hun hører ord som stikker, feltmadras, gestapo og illegal, hun forstår dem ikke, men de arbejder videre i hendes fantasi. De "stritter og stikker i munden på hende som åbne sikkerhedsnåle". Krigen oplever hun som "en grim, brun plet på loftet over min seng" - Det er en verden, der er uforståelig og derfor fuld af angst.

Ingen giver hende nogen forklaringer, selv om hun er omgivet af kærlige forældre og anden familie. Der er beskrivelser af familiebesøg hos bedsteforældre, en "tante Kitte", en flygtningefamilie, der er gået under jorden, et skoleliv med andre børn, en grusom og sadistisk overlærer, familiekriser m.m.

Fortælleren skal manøvrere i de voksnes mærkelige og uforståelige virkelighed.

Forfatteren kalder det i undertitlen "stumper af en roman", men det skal man ikke lade sig narre af. Bogen fremtræder særdeles helstøbt. Inge Pedersen har tidligere ret ubemærket skrevet noveller, digte og 2 romaner, men med denne, hendes 9. udgivelse, må og bør hun trænge gennem til læserne.

Der er skrevet oceaner af romaner og erindringer om besættelsestiden, men jeg husker ingen, der er så præcist sanset – og gengivet - som denne.

Målgruppen er ikke kun forfatterens samtidige, også yngre aldersgrupper (nok mest kvinder!) vil glæde sig over disse medrivende barndomserindringer, der også er en stor sproglig oplevelse.