Anmeldelse
Øer af Rakel Haslund-Gjerrild
- Log ind for at skrive kommentarer
Udkantssteder, sommerhusområder og forfald blandt fiskere, skovgængere og religiøst opvakte. De 21 fortællinger er både aktuelt og originalt læsestof.
I de 21 fortællinger, der samlet set udgør debutant Rakel Haslund-Gjerrilds ’Øer’, møder læseren en del fiskere. Og særligt fiskere, som har det svært qua deres bestilling. Det gælder bl.a. faren i samlingens første fortælling ’Den sidste fisker’. Han er sejlet ud i sin kutter med sønnen Nick, og det fortælles, at de tidligere har boet på Christiansø, men nu – netop af arbejdshensyn – er flyttet til Nexø (hvilket ikke umiddelbart lader til at have gjort situationen lettere.) Nick, og her igennem også læseren, fornemmer, at faren er lidt ved siden af sig selv på grund af det mere og mere nytteløse fiskeri. Og frustrationen slår ud i lys lue, da faren med et begynder at skamskyde de sæler, som intetanende ligger og soler sig på de små holme. En idyllisk tur på havet ender med andre ord i et sandt blodbad.
Denne komposition, hvor alt indledningsvis er forholdsvis roligt for så at ende i et til tider ret voldsomt crescendo, gør sig også gældende for andre af fortællingerne, og selvom det langt fra er dem alle, der ender med død og lemlæstelse, indsniger der sig en gennemgående strøm af noget udefinerbart og uhyggeligt. Det kan fx være en følelses- og forståelsesmæssig afstand mellem mor og søn, som det er tilfældet i fortællingen ’Hjemvendelse’. Eller hundedamen, som ikke kan passe alle sine 78 hunde, så de til slut må aflives, og hun selv placeres på et hjem. Her er afmagt, desillusion, manglende mellemmenneskelig forståelse og selvvalgt isolation. Udkanter, reservater, ø-liv og forfald. Og midt i alt dette en grundlæggende undersøgelse af, hvordan vi fungerer som mennesker – enten med eller uden hinanden.
Som debutant kan Rakel Haslund-Gjerrild være godt tilfreds med sig selv. Det er ikke alle 21 fortællinger, der fungerer lige godt, men det skulle ærligt talt også være mærkeligt. Når de fungerer allerbedst, som fx i tilfældene ’Mirakel-Niels’ og ’Ud i det grønne, får man bare lyst til at læse endnu flere af den slags. Og tematisk synes jeg, Haslund-Gjerrild har fat i noget både aktuelt og originalt. Udkantsstederne – om det er øer eller fastland – med de klassiske skrantende erhverv, og hvad deraf følger af frustrationer, er (tragisk nok) et spændende miljø litterært set. Når det samtidig serveres med den lidt underspillede voldsomhed, som Haslund-Gjerrild benytter sig af, bliver det ikke mindre interessant.
Endelig er det et både omfangs- og farverigt persongalleri, man møder i ’Øer’. Du kan aldrig vide, hvem der dukker op på næste side. Måske hænger det sammen med følgende ildevarslende citat fra min yndlingsfortælling ’Ud i det grønne’: ”Det er ikke til at vide, hvem folk bliver, når de træder ud af sommerhuszonen og ind i skoven”.
- Log ind for at skrive kommentarer
Udkantssteder, sommerhusområder og forfald blandt fiskere, skovgængere og religiøst opvakte. De 21 fortællinger er både aktuelt og originalt læsestof.
I de 21 fortællinger, der samlet set udgør debutant Rakel Haslund-Gjerrilds ’Øer’, møder læseren en del fiskere. Og særligt fiskere, som har det svært qua deres bestilling. Det gælder bl.a. faren i samlingens første fortælling ’Den sidste fisker’. Han er sejlet ud i sin kutter med sønnen Nick, og det fortælles, at de tidligere har boet på Christiansø, men nu – netop af arbejdshensyn – er flyttet til Nexø (hvilket ikke umiddelbart lader til at have gjort situationen lettere.) Nick, og her igennem også læseren, fornemmer, at faren er lidt ved siden af sig selv på grund af det mere og mere nytteløse fiskeri. Og frustrationen slår ud i lys lue, da faren med et begynder at skamskyde de sæler, som intetanende ligger og soler sig på de små holme. En idyllisk tur på havet ender med andre ord i et sandt blodbad.
Denne komposition, hvor alt indledningsvis er forholdsvis roligt for så at ende i et til tider ret voldsomt crescendo, gør sig også gældende for andre af fortællingerne, og selvom det langt fra er dem alle, der ender med død og lemlæstelse, indsniger der sig en gennemgående strøm af noget udefinerbart og uhyggeligt. Det kan fx være en følelses- og forståelsesmæssig afstand mellem mor og søn, som det er tilfældet i fortællingen ’Hjemvendelse’. Eller hundedamen, som ikke kan passe alle sine 78 hunde, så de til slut må aflives, og hun selv placeres på et hjem. Her er afmagt, desillusion, manglende mellemmenneskelig forståelse og selvvalgt isolation. Udkanter, reservater, ø-liv og forfald. Og midt i alt dette en grundlæggende undersøgelse af, hvordan vi fungerer som mennesker – enten med eller uden hinanden.
Som debutant kan Rakel Haslund-Gjerrild være godt tilfreds med sig selv. Det er ikke alle 21 fortællinger, der fungerer lige godt, men det skulle ærligt talt også være mærkeligt. Når de fungerer allerbedst, som fx i tilfældene ’Mirakel-Niels’ og ’Ud i det grønne, får man bare lyst til at læse endnu flere af den slags. Og tematisk synes jeg, Haslund-Gjerrild har fat i noget både aktuelt og originalt. Udkantsstederne – om det er øer eller fastland – med de klassiske skrantende erhverv, og hvad deraf følger af frustrationer, er (tragisk nok) et spændende miljø litterært set. Når det samtidig serveres med den lidt underspillede voldsomhed, som Haslund-Gjerrild benytter sig af, bliver det ikke mindre interessant.
Endelig er det et både omfangs- og farverigt persongalleri, man møder i ’Øer’. Du kan aldrig vide, hvem der dukker op på næste side. Måske hænger det sammen med følgende ildevarslende citat fra min yndlingsfortælling ’Ud i det grønne’: ”Det er ikke til at vide, hvem folk bliver, når de træder ud af sommerhuszonen og ind i skoven”.
Kommentarer