Satirisk ægteskabstragedie på norsk om fællesskabets trange kår i individualismens tidsalder.
Ingrid og Jan har været gift i et kvart århundrede, sønnerne er voksne, og midtlivskrisen og meningsløsheden går hånd i hånd på villavejen i en forstad til Oslo. Det gør Ingrid og Jan ikke længere, højst en gang om ugen. Ingrid er brændt ud i sit lærerjob, mens Jan er blevet forfremmet til afdelingsdirektør, og pludselig kommer hans femten år yngre kollega Hanne forbi.
Jan havde aldrig været utilfreds med sit ægteskab og aldrig savnet noget. Tværtimod. Han og Ingrid var, efterhånden som deres venner blev skilt, enige om at de havde været heldige. Hvor har vi det godt, plejede Ingrid at mumle ind i øret på ham når de havde været i seng med hinanden, som de var et par gange om måneden. Hvilket ikke var så tit, men tit nok for et ægtepar i halvtredsårsalderen. Bare det at de blev ved med at holde sammen, at de var en intakt familie. Ja, det har vi, plejede Jan at svare. Og alligevel gik der kun nogle dage efter den fredag aften på Månefisken inden han sendte Hanne en sms.
Jan bedrager sin kone over en længere periode, og hun aner ikke uråd i sit travle forhindringsløb mellem job, madlavning og opvartning af de to voksne sønner. Bedrageren må dog gradvist konstatere, at græsset ikke er grønnere på den anden side, men de helt store personlige erkendelser udebliver, hvorimod Ingrid og den ”unge” elskerinde Hanne udvikler sig, som historien skrider frem. På den måde er det mest interessant at læse kapitlerne om kvindernes tanker, hvorimod Jan forekommer ureflekteret og uden mål, som et blad i vinden.
Oppe i Norge synes den gode litteratur at springe ud af kilderne i fjeldene, og der er meget at vælge imellem, hvis man gerne vil læse ny norsk litteratur. Nina Lykkes ’Nej, nej og atter nej’ er en af de bøger, man roligt kan kaste sig over. Derfra kan man fortsætte og læse Helene Uri, Erland Loe og Geir Gulliksen, for blot at nævne nogle andre nordmænd, der skriver endnu mere spiddende og dybdeborende om midtlivskriser og ægteskabelige udfordringer. ’Nej, nej og atter nej’ er hurtigt læst og indimellem ganske tankevækkende og underholdende, men hovedpersonerne forekommer lidt karikerede og endimensionelle sat op imod de andre nordmænd.
Kommentarer