Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins

Perkins slashergys bruger alle genrekneb, men bliver aldrig rigtig uhyggelig. Fans af tv-serier som Riverdale og Pretty Little Liars vil med stor sandsynlighed være godt underholdt.

Stephanie Perkins, som har skrevet nogle af de allerbedste young adult romaner, bevæger sig med ’Når ingen hører dig skrige’ over i en komplet anden genre. Gyserens popularitet er genopblomstret, særligt efter en række seriesucceser på streamingtjenester som Netflix og HBO, og det har smittet af på bogmarkedet, men ikke altid med lige stor succes.

Der er en teenagemorder løs i den lille amerikanske by Osborne, hvor livet normalt går sin trivielle gang. Her er tilflytteren Makani netop ved at falde til, da psykopatmorderen slår til for første gang med det brutale mord på skolens mest populære cheerleader. Morderens nedslag synes uforudsigelige, og uroen gennemsyrer det lille samfund.

Filmen 'Scream' fra 1996 var det første der faldt mig ind, mens jeg læste bogen her. For ’Når ingen hører dig skrige’ tager nøjagtigt de samme slasherelementer op med den psykopatiske morder med flænsende monsterkniv, chokeffekter, teenagesex, vilde fester med alkohol og stoffer, hemmeligheder og løgne og et næsten ufatteligt tyndt hævnmotiv.

Tænker jeg på bogen som en parodi på film som 'Scream' eller lignende tv-serier, fungerer den faktisk udmærket, men som essentiel gyserroman falder den helt til jorden. Overdramatiseringen får den modsatte effekt, og alle ledetråde ender i blindgyder. Jeg savner det underspillede dystre og grusomme, der får én til at kigge sig en ekstra gang over skulderen i mørket. I stedet kunne jeg more mig over forudsigeligheden og klichéerne, der står i kø og de lidet troværdige karakterer, som forbliver flade og skabelonagtige fra start til slut.