Dagen før en international litterær Proust-klub skal mødes, findes klubsekretæren myrdet. Havde de fleste i gruppen mon ikke et glimrende motiv? Hun var både intrigant og ondskabsfuld.
Det er skam ingen skade til, at man har læst Marcel Proust, før man starter på denne lille stemningsfulde franske krimi, men det er ingen betingelse. Det er tilstrækkeligt, at man har et nogenlunde kendskab til eksistensen af den franske forfatter og til det fænomen, hans levendegørelse af en lille landsby og tante Leonies hus, har afstedkommet.
Hovedfiguren er Madame Bertrand-Verdon, en yderst intrigant og ubehagelig dame. Hun er sekretær for den internationale Proustklub. Dagen inden de skal mødes i tante Leonies landsby Illiers-Combray findes hun myrdet. Måske ikke ufortjent, da hun havde skabt sig rigtig mange fjender.
Opklaringen foretages af to ret fascinerende personligheder, som jeg gerne ville have lært lidt bedre at kende, nemlig kriminalkommissær Foucheroux, en nydelig mand fra en nydelig familiebaggrund, men med en tragisk historie i bagagen og så hans assistent Leila Djemani, som både er af arbejderklassen, indvandrer og tilmed kvinde.
De to tager fat i flere fra kredsen omkring det intrigante mordoffer; alle har et eller andet i klemme. Der er både de litterære og de karrierebestemte ambitioner. Der er den stakkels forvirrede Giséle, der var assistent og nærmest slave for Madame Bertrand-Verdon (vi er i de bedre kredse, titel og efternavn –helst!). Men Giséle har noget andet, noget litterært eksplosivt: en hidtil ukendt bunke breve fra Prousts egen hånd, dukket op i et arvet chatol. Kan det være bedre?
Stemningen i bogen er ikke ulig den, jeg holdt så meget af i Simenons Maigret-historier, da jeg som helt ung købte mine først små sorte paperbacks med Jean Gabin på forsiden. Atmosfæren er dejlig. Bogens forfatter er i øvrigt selv Proustforsker, men det er og bliver altså en skam, at hun ikke lige skrev en historie til med Foucherou og Djemani.
Kommentarer