Et dejligt gensyn. Anerkendt britisk forfatter fører arven videre fra verdenslitteraturens mest perfektionistiske, pomadiserede og populære detektiv: Hercule Poirot.
Sophie Hannah har udgivet flere psykologiske thrillere, som ikke er oversat til dansk. Nu møder vi hende som forfatter til en helt ny historie om den elskede detektiv, Hercule Poirot, skabt af hygge-krimi-ikonet, Agatha Christie. Selskabet bag Christies bo accepterede projektet, og bogen udkom samtidigt i mange lande og er blevet stort set vel modtaget overalt. For eksempel skriver et andet hygge-ikon, Alexander McCall Smith (Damernes Detektivbureau), i New York Times, at Hannah er kommet meget fint fra projektet.
Hannah fortæller også i et interview, at hun på ingen måde havde ambitioner om at skrive ligesom Agatha Christie og valgte blandt andet derfor en helt ny fortæller, nemlig den unge Edward Catchpool, Poirots politiven fra Scotland Yard. Vi skriver 1929, og de to har netop mødt hinanden på Mrs. Unworths plys- og frynseklædte pensionat, hvor Poirot vil hvile sine små grå celler.
En aften på Pleasant's Coffee House, hvor den eksotiske lille belgier spiser sin aftensmad hver torsdag kl. 19.30 præcis, møder han en særpræget ung kvinde. Hun vælger at gøre ham til sin fortrolige og fortæller, at hun frygter for sit liv, og skulle hendes morder have succes med sit forehavende, er det fortjent, og sagen må endelig ikke opklares. Det bekymrer Poirot en del, og samtidig hidkaldes Catchpool til et fornemt London-hotel, hvor der er fundet tre myrdede i hver sit aflåste hotelværelse. Altså den klassiske gåde.
Historien er detaljemættet, plottet rulles langsomt og omhyggeligt ud og miljø og figurerne er skildret på fornemste vis. Jeg blev dog en smule utålmodig til slut, men er nok skadet af utallige gang-i-den-krimier gennem årene. Der er ikke gang i den her, men der er en upåklageligt konstrueret handling med en glimrende slutning.
Agatha Christies fortællinger var altid forholdsvis "lige ud ad landevejen"; personerne beskrevet lidt overfladisk, plottet simpelt men man sad som læser altid tilfreds tilbage, når Poirot i den afsluttende scene havde gennemgået sagens akter for de involverede. En sådan afrunding snydes vi naturligvis ikke for her, men inden da må vi tilbagelægge adskilligt flere sider og forstå noget mere af de bagvedliggende omhyggeligt forklarede psykologiske strømninger.
Men Poirot er dog den samme, bortset fra hans markante hang til kaffe! (Måske husker jeg forkert, så dedikeret erindrer jeg ham ikke). Her skal dog tilføjes, at det er absolut en positiv tilføjelse til hans karakter. En af denne histories mange gåder opklares faktisk ved hjælp af en fremragende kaffes smag. Det er ultimativ efterårs-hyggelæsning til sofahjørnet.
Kommentarer