Mødrenes hus

For mange er fødselshåbet lysegrønt, mens realiteten er grålig – og i denne uhyggeligt klaustrofobiske og rå roman, dystert sort.

Fødslen. Denne grænseoverskridende, altændrende og ret ensomme rejse skal ikke fortælle-nedtones. Duvå siger nej tak til mere ”fødselsmystik” næret af skånende beretnings-redigeringer. Ja tak til en bedre kortlægning af fødslen, der ikke går som smurt, og kærligheden, der ikke ved et trylleslag kan annullere alt andet.

I bogens begyndelse er en meget ubekvem Rosa gået over tid. Allerede inden fødslen tiltrækkes hun af andre gravide og kan tale med disse ligesindede i timevis, når hun støder på dem på en af sine gåture. Endelig går også Rosas fødsel i gang.

Advarsel: ’Mødrenes hus’ holder dig fanget i en uendeligt lang fødsel. Måske tisser du i bukserne af skræk, men det er intet mod Rosas stride og grænseoverskridende dage lige op til det helt spæde moderskab. Imens kroppen knokler, og allergiske reaktioner, voldsom søvnmangel og dehydrering buldrer ind over Rosa, kører tankerne rundt i hovedet på hende. Kan kroppen finde tilbage til sig selv? Kan sindet? Kan hun overhovedet føde, eller dør hun og fosteret undervejs?

Denne voldsomme bog sætter ord på noget, der fortjener at blive fortalt. Noget, mødre med lignende oplevelser måske kan finde en klangbund i, og noget, de allernærmeste måske kan placere bearbejdelsen af en voldsom oplevelse i. Faktisk bør alle læse bogen, og den er ikke ren kvasende afmagt. Rosas historie er nemlig fortalt ud af ensomheden mod håbet om et fællesskab og sammenhold med andre fødende og nye mødre i et fantasiens mødrenes hus.

Romanen sætter ord på nogle døgn, hvor ensomhed og afmagt destruerer Rosas forventninger til og drømme om en god fødsel. Hun ville føde på en privatklinik, men hun ender på et sygt travlt sygehus, hvor morfinen flyder i en lind strøm – tilmed ind i en allergisk Rosa. Og patientjournalen, den bliver tilsyneladende aldrig læst.

Det her er morfin-strømmende sandhedshorror! Duvå rammer hårdt med en kritik af de forhold, der findes på fødeafsnit på offentlige sygehuse. Flere steder titter også en samfunds- og kønsproblematisering frem, og begge dele siver naturligt og sikkert ind i romanen.

På vanvidshospitalet træder kæresten Gilbert mere og mere i karakter og vokser i den afmægtige Rosas øjne. Udviklingen i forholdet leverer en fin følsomhed og kærlighed som modvægt til romanens mørke og desperation. Som et lille håb.

Mod bogens slutning kommer fødslens endeligt endelig, og nu åbner sig en ny og afsindigt følsom tid. Men medicinen sidder stadig i Rosa, og hun må se til, imens Gilbert knytter sig til barnet.

Det er hér, drømmenes og udmattelsestågernes mødrenes hus toner frem og byder Rosa velkommen. Samtidig inviterer den en nærmest barokt ornamenteret og sumpet-smuk skrivestil indenfor. For at komme frem til mødrenes hus følges Rosa med sin bedstemor gennem skoven, men dette er en skov med ulve! Det ur-menneskelige og dyriske går all in.

Selve huset findes i en ønskernes parallelverden nogenlunde koblet sammen med Sortedamssøen i København. I søen går og ligger andre kvinder i fødsel, mens huset findes i et frodigt miljø langt inde i skoven med atriumhaver, frugttræer og hvide bassiner i forskellige plateauer. Her er sammenholdssamtaler så lange som natten og et i vid udstrækning fælles arbejde med babyerne.

”Det handler om forbindelseslinjer mellem mødre”, siger en mor et sted. Det må også være en af bogens vigtigste og fineste udsagn.