Gribende og underholdende roman om en ung mands forfald og den efterfølgende lange vej til et bedre liv.
Jeg startede med at læse denne roman helt uden at være forudindtaget, jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, og det var forfriskende! Mit venskab med Jesus Kristus er nemlig Lars Husums debutroman.
Nikolaj er hovedperson og fortæller i romanen. Efter sine forældres død falder han i en dyb afgrund af selvhad og vold. Romanen er historien om Nikolajs møde med Jesus Kristus og den efterfølgende vej fra København til Tarm, en vej som fører mod sjælefred og et bedre liv, gennem venskab, kærlighed og tilgivelse.
Ud fra titlen lyder det som om kristendom eller religion spiller en stor rolle i romanen, dette afhænger dog af hvad man selv lægger i læsningen af den. Som jeg ser det, handler det mere om kærlighed, venskab og troen på sig selv og andre, end det det handler om religion. Der er også noget "ugudeligt" over selve titlen som gør Jesus til noget jordnært frem for noget ophøjet.
Romanens stil er selvfølgeligt Lars Husums egen, men af det jeg har læst minder hans minimalistiske og direkte fortælleform mig mest om Erlend Loes i eksempelvis "Doppler" og "Volvo Lastvagnar". Romanen er minimalistisk både i sit enkle sprog og i sidernes tekstmængde. Handlingen kører i et godt flow hvor man fra starten rives med. Personerne i romanen er unge, og sproget er deres.
Romanen er skrevet meget realistisk, med en høj grad af ærlighed. Historien er fortælleren Nikolajs tilbageblik, og der findes artikler indsat i teksten om moderens død mm som fremhæver det realistiske og spiller på den fine grænse mellem fiktion og virkelighed.
Fra mig skal der lyde en klar anbefaling af denne bog, og jeg glæder mig til den næste.
Gyldendal, 2008. 317 sider.
Kommentarer